Der bliver pumpet yderligere 100 mio. kroner ind i energisektorens innovationskraft de kommende år.
Det er resultatet af, at det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har prioriteret sin støtte til projekter, virksomheder og universiteters arbejde med nye, grønne energiteknologier – og fire innovationsprojekter faciliteret af Energy Cluster Denmark har fået tilsagn.
”De fire projekter favner den grønne omstilling fra flere indgange, og vi glæder os meget til at løfte opgaven sammen med vores medlemmer,” siger Christian Boysen, Project Director i Energy Cluster Denmark.
De fire innovationsprojekter er alle fokuseret på vedvarende energi. Sektorkoblingen er omdrejningspunktet for Offshore Energy Hubs, som skal udvikle tekniske løsninger til verdens to første energiøer. Innovationsprojektet skal levere styringsløsninger til stabil og robust drift af energiøerne samt kost-effektivt design af offshore vindparker i samspil med Power-to-X. Her medvirker blandt andre Energinet, Ørsted, DTU Wind Energy and Energy Systems, AAU Energy, Siemens Gamesa og Green Hydrogen Systems.
I Innovationsprojektet OptiCore Platform fokuserer partnerne på udvikling og prototypedemonstration af en ny digital designplatform til at reducere vægten i vindmøllevinger med 2 procent. Samtidig vil det demonstrere et paradigmeskift på design, materialeforbrug og fremstillingsprocesser. Projektpartnerne tæller blandt andet Nordex, Siemens Gamesa, Gurit og DTU Mekanik.
Automatiseret, kontaktfri inspektion af skader på møllevinger i noget nær realtid vil betyde positiv disruption af den nuværende mandskabstunge inspektion. AQUADA-GO-innovationsprojektet vil bruge termografi og computerberegninger til at analysere havvindmøller – uden at standse vingerne først. Ambitionen er at fuldskalateste prototypesystemet på RWE-ejede havvindmølleparker, og potentialet er at spare mindst 50 procent af omkostningerne til inspektion. Udover RWE medvirker Quali Drone og DTU Wind Energy and Energy Systems.
Endelig er der givet tilsagn om støtte til at udvikle 250 MW bølgekraft i den danske Nordsø før 2030; et innovationsprojekt, hvor man vil se på potentialerne i at udvikle verdens første 250 MW bølgeenergianlæg og kombinere det med havvind. Projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem Exowave og AAU Build og en række andre partnere.
Samlet set støttes de fire nye innovationsprojekter med godt 60 mio. kroner, og herudover bidrager industrien selv med mere end 40 mio. kroner.
”Industriens engagement i projekterne er helt afgørende. Vi arbejder med efterspurgt innovation, og det er et vigtigt udtryk for efterspørgslen, at industrien selv har noget på spil og hånden på kogepladen,” siger Christian Boysen.
Med de fire nye projekter er medlemmernes projektportefølje i Energy Cluster Denmark nu på 2,8 mia. kroner.
Fremhævet citat:
”Det er et vigtigt udtryk for efterspørgslen, at industrien selv har noget på spil og har hånden på kogepladen.”
Christian Boysen, Project Director, Energy Cluster Denmark.