Et innovationsprojekt med i alt 17 partnere fra Danmark og andre europæiske lande har modtaget over 30 mio. kr. fra Innovationsfonden til at bringe produktion af bæredygtige brændstoffer til fly og skibe frem til kommercialisering.
Grundteknologien, hydrothermal liquefaction (HTL), er under demonstration i Norge, og projektet bygger videre herpå ved at fokusere på selve raffineringsprocesserne og de færdige brændstoffer.
Det er Steeper Energy ApS, som er engageret i opførslen af et større HTL-demonstrationsanlæg i Norge til produktion af bio-olie fra restfraktioner fra skovbrug. Virksomheden deltager som teknologi-leverandør i projektet, som forventes driftsklart senere i 2021.
Adgang til anlægget i Norge gør, at der i konsortiet kan arbejdes med store mængder HTL bio-olie, noget der indtil nu har været en flaskehals for udviklingen. Endvidere arbejder Steeper Energy med raffineringsteknologi rettet mod specielt HTL-olier.
“I en verden med et stort behov for en grøn omstilling i en tung transportindustri, som fortsat anvender flydende brændstof, så er olie fra hydrotermisk liquefaktion og i særdeleshed Steeper Energys Hydrofaction® teknologi et levedygtigt alternativ til de fossile brændstoffer. Det vil komme til at sikre den CO2-reduktion, som der er behov for i den globale transportsektor,” siger Mikael T. Christensen, Vice President, Corporate, Steeper Energy Aps.
“Med den nye teknologi er der et potentiale for at spare over 80 pct. C02,” siger Mikael T. Christensen.
Han forventer, at de første fuldskala-anlæg er klar til produktion om fire-fem år. Derfra skal man også begynde at etablere yderligere nye anlæg for at dække transportsektorens enorme behov.
Aalborg Universitet, der for nylig har demonstreret et “prototype jet brændstof” fra spildevandsslam, deltager som videnspartner. “Vi sidder lige i smørhullet mellem de kommercielle interessenter, både dem der har en grøn teknologi, de vil have på markedet, og dem der har en sort teknologi, de gerne vil have gjort grøn. Vi har HTL-producenten på den ene side, og vi har raffinaderierne på den anden.
Vi sidder i midten som universitet og er med til at facilitere den transformation, der skal finde sted,” siger Lasse Rosendahl, professor og institutleder på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.
“Vi står over for en kæmpe udfordring. Det er almindelig kendt, at der er nogle dele af transportsektoren, der har sværere ved at gennemføre den grønne omstilling end andre. Vi taler ofte om den tunge sektor, hvor det er sværest at elektrificere. Det her er et seriøst bud til både skibe og fly, hvor vi finder en effektiv måde at bibringe de to sektorer bæredygtige brændstoffer. Det sker ved dels at implementere en ny teknologi, dels ved at genbruge en masse af den infrastruktur, vi allerede har investeret i,” siger Lasse Rosendahl og fortsætter:
“Et af de væsentligste budskaber er, at når vi kigger ind i fremtiden, vil der fortsat være et behov for flydende brændstoffer i dele af transportsektorerne. Vi skal være bevidste om at tænke holistisk, så vi finder den bedste måde at gøre de nye brændstoffer tilgængelige på. Vi har brug for som samfund, at alle kulstof-massestrømmene bliver samlet op og genbrugt i et cirkulært system,” siger professoren.
Ud over de tekniske partnere har innovationsprojektet også deltagelse af Aalborg og Aarhus havne, og Greenfuelhub (Schweiz) og AP Møller-Maersk deltager på marinebrænd- stofområdet, ligesom de vestdanske lufthavne – Aalborg Lufthavn, Aarhus Airport og Billund Lufthavn – og brændstoflogistikpartnere DCC & Shell Aviation Denmark og SkyNRG (Holland) deltager på jetfuel-området.
“Vi kommer ind som en bestående del af infrastrukturen. Vores hovedopgave som havn er at sørge for, at produktet kommer videre fra producent til slutbruger,” siger Jesper Raakjær, udviklingschef ved Port of Aalborg.
“Olie er i forvejen en væsentlig del af vores forretningsområde, og det skal de nye grønne brændsler også være. Port of Aalborg har
lige som alle andre forstået budskabet om den grønne omstilling, og det har vi også et medansvar for at bidrage til. Det segment, som vi har rigtigt meget at gøre med, nemlig skibstrafikken, er en af de helt store CO2-udledere, og derfor skal vi gøre noget for, at de får noget andet brændstof at sejle med,” fortsætter udviklingschefen.
“Det er helt naturligt, at vi som havn går ind i det her projekt. Det modsatte ville være unaturligt. Port of Aalborg vil gerne være en produktions- og distributionshavn i fremtiden. Vi vil gerne hjælpe både skibstrafikken og nærområderne med at blive grønnere. Selv en nordjyde kan se, at det ligger lige til højre- benet,” siger Jesper Raakjær med et glimt i øjet.
Innovationsprojektet faciliteres af Energy Cluster Denmark, som sikrer, at hele værdikæden er repræsenteret. Der kan arbejdes målrettet med scenarier og nye forretningsmodeller inden for produktion og distribution af bæredygtige brændstoffer til såvel den maritime sektor som til luftfarten, samt hvordan disse bidrager kvantitativt til de danske klimamål.
“Der er et stort potentiale i at udvikle bæredygtigt brændstof til transportbranchen. Nu handler det først om at identificere de teknologiske udfordringer og barrierer for at få teknologierne på markedet. Og så overvinde barriererne via innovationsprojekter, der leverer konkrete resultater. Den opgave glæder vi os til at løfte – og ikke mindst til at formidle resultaterne fra projektet, så vi kan rejse finansiering til at få løsningerne helt ud på markedet,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Innovationsprojekt: Low Carbon fuels for aviation and marine markets
Projektakronym: LowCarbFuels.dk
Bevillingsgiver: Innovationsfonden, Grand Solutions
Projektperiode: 01.02.2021 – 31.1.2025
Samlet budget: 42,96 mio. DKK
Støttebeløb fra IFD: 30,56 mio. DKK