“Med PTX bliver elektricitet et råstof, der dekarboniserer nye sektorer”

4. august 2021

Hvis landbruget og skibsfarten skal nå deres klimamål, så skal grøn strøm forædles til klimaneutral gødning og brændstof. Derfor bygger CIP Europas største Power-to-X-anlæg i Esbjerg.

Tyve procent af verdens energiforbrug er elektrisk. Resten udgøres af andre energiformer. Og af de tyve procent, som er elektricitet, er det i dag blot ca. en fjerdedel – 28 procent – som kommer fra vedvarende energikilder. Resten af elektriciteten kommer fra f.eks. kul, gas og olie. Og selvom vi fremover vil se mere vedvarende energi blive bygget, og selvom vi vil se flere og flere områder blive elektificeret, vil en meget stor del af verdens energiforbrug kræve Power-to-X for at blive dekarboniseret.

Det er derfor, CIP (Copenhagen Infrastructure Partners) nu vil bruge 7,5 mia. kroner på at bygge Europas største Power-to- X-anlæg i Esbjerg. Anlægget skal gøre elektriciteten fra blandt andet Nordsøens havvindmøller anvendelig for flere sektorer, forklarer Christian Skakkebæk, seniorpartner i CIP:

“Der er sket et skift i måden, vi betragter elektricitet på,” siger han: “Elektricitet har tidligere været et produkt, som var produceret ved at afbrænde kul, gas eller olie – noget fint og forædlet, som man skabte af andre råstoffer. Den store udbygning af vedvarende energi, hvor vi i perioder af døgnet ser elpriser, der er meget lave og nogle gange negative, har vendt op og ned på den tankegang. Med Power-to-X gøres elektricitet til ”råstoffet,” der indgår i produktionen  af andre energiformer: brint, ammoniak, metanol eller andet. Det er et markant skift i vores måde at tænke på,” siger Christian Skakkebæk.

Skubber en dagsorden

Hvis det går, som CIP ønsker, så vil Power-to-X- anlægget i Esbjerg få strøm ind i den ene ende og levere forædlede, CO2-neutrale produkter ud af den anden. Her vil vindenergi blive omdannet til grøn ammoniak, som kan anvendes til CO2-fri gødning i landbruget, og CO2-frit brændstof til skibsindustrien. Ikke nok med det: Overskudsvarmen fra produktionen skal levere fjernvarme til en tredjedel af husstandene i Esbjerg – uden at udlede så meget som et suk CO2.

“Der er kolossale områder, som ikke kan dekarboniseres af elektrificering,” siger Christian Skakkebæk: “I dag produceres ammoniak til kunstgødning primært af kul og gas. Og den mængde energi, der bruges til det, svarer ca. til Europas elforbrug, og der er ikke et alternativ på markedet i dag. Det kan vi komme med gennem Power-to-X. Vi kan skabe et alternativ til landbruget, stålindustrien og skibsfarten og være med til at skubbe på den omstillingsdagsorden, der kører hos mange af aktørerne i de sektorer,” siger han.

Ren projektudvikling

Power-to-X-anlægget i Esbjerg kommer til at kræve meget udvikling og innovation. Man kan lidt forenklet sige, at der er tre overordnede kategorier, hvor der er behov for udvikling i forhold til i dag:

  • På det regulatoriske og lovgivningsmæssige område skal nettariffer, området for balanceydelser, beskatningsregimer og andet tilpasses, så de muliggør PtX i Danmark.
  • Der skal etableres markeder og leverancestrukturer for de forskellige X’er, anlægget producerer.
  • Der skal ske en skalering og en industrialisering af leverandørkæden, som skal gøre det muligt at drive Power-to-X- anlæg rentabelt på industriel skala.

“Power-to-X-anlægget i Esbjerg er et af de første af sin art. Det er derfor vigtigt at have et tæt samarbejde med de aktører, der potentielt skal aftage produkter fra anlægget, så vi kommer til at forstå deres markeder bedre. Der er meget, vi skal udvikle, hvor samarbejdet med de potentielle aftagere er vigtigt,” siger Christian Skakkebæk. 

Tæt på aftagerne

Han nævner eksempelvis de markedsforandringer og løsninger, der vil være brug for, når der er brug for industrialisering af elektrolyse; når produktet, der produceres, ikke længere er elektricitet, der føres ind i et elnet, men ammoniak og metanol, som skal flyttes fysisk; og når den vedvarende energi, som alle er vant til at betragte som elektricitet, skifter form og får et større outlet.

Forandringerne følges tæt. Mange har brug for, at CIP finder nogle gode svar, og giganter fra landbrug og det maritime i form af DLG, Danish Crown, Arla, Mærsk og DFDS er tæt på projektet:
“De danske virksomheder har stærke ambitioner om at omstille sig, og et tæt samarbejde med dem er vigtigt for at udvikle projektet bedst muligt,” siger Christian Skakkebæk:

Christian Skakkebæk ser potentialer til flere Power-to-X-anlæg, hvor det giver mening og som respons på forskellige behov. Det kan være anlæg, som producerer brint til stålindustrien; grøn metanol til transportsektoren eller hydrogen til iblanding i det eksisterende naturgasledningssystem.

“Der er potentiale mange steder, og vi  ser løbende på nye Power-to-X muligheder, der kan være interessante. For os handler det om at være med til at udvikle et nyt ben i energisystemet,” siger Christian Skakkebæk: “Jeg har været i energisektoren i tyve år, og man har talt om brændselsceller og brint i dem alle, uden det store gennembrud. Situationen er en anden i dag. Nu er tiden til at gøre noget, og jeg håber og tror, vi kommer til at se en meget spændende udvikling af Power-to-X de kommende år”.

FAKTA

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er et fondsforvaltningsselskab, der er specialiseret i at tilbyde skræddersyede investeringer i energiinfrastrukturaktiver globalt – især inden for vedvarende energi og greenfield-segmentet.