AVES, ECO-RAN, PowerClamp og Uvedkommende vand. Det er titlerne på de fire projekter, der i 2022 er indstillet til Årets Innovationsprojekt. Igen i år kårer vi det projekt, der blandt en række innovative projekter skiller sig ud som det, flest medlemmer af Energy Cluster Denmark har stemt på som det bedste afsluttede projekt fra det forgangne år.
Hvert projekt tager afsæt i vores projektmodel, der altid har en problemejer og en eller flere problemløsere med. Problemejeren er typisk en stor virksomhed eller en myndighed – løserne er typisk små og mellemstore virksomheder, opstartsvirksomheder og forskere fra vidensinstitutioner. Fælles for alle projekter er, at de tager produkter og services fra idé til et endeligt, kommercielt produkt.
AVES: AVES-projektets partnere udviklede et standardiseret markedstilbud af et eftermonteret sensor-kit og software, der vil give virksomheder handlebar indsigt i, hvor maskiners operationsskema burde ændres for at spare energi samt forudsigende vedligeholdelse, hvor fejl på maskiner resulterer i energitab.
ECO-RAN: Et automatiseret styringssystem, som regulerer mobil- og datamasters ydeevne i forhold til den konkrete efterspørgsel for mobil- og datakommunikation i lokalområdet, og som dermed effektiviserer masternes energiforbrug.
PowerClamp: Et nyt IoT-cloud-baseret kontrolsystem, der indsamler og behandler højfrekvent data via såkaldte PowerClamps til at monitorere og styre energiforbrug på applikationsniveau.
Uvedkommende Vand: Et automatiseret styringssystem af pumper som aflaster spildevandssystemet ved at forudsige overløb af overfladevand og stigende grundvandsniveauer.
Vinderen blandt de fire projekter finder vi den 5. maj 2022 til vores årsmøde i Randers. Hvis du vil med, kan du tilmelde dig HER