”De fleste tænker nok på en stol eller andre klassiske produkter, når det gælder priser og hæder til dansk design. I 2024 er design dog meget mere end æstetik – det handler om at gøre en forskel i verden, og det gør vores energilager,” siger Rune Kirt, Managing Director i design- og innovationsbureauet KIRT x THOMSEN.
Virksomheden er en ud af en række partnere, der tidligere på året kunne klippe snoren til et nyt energilager, der huses af Semco Maritime i Esbjerg. Det termiske anlæg er den første prototype af sin art og er baseret på smeltet hydroxidsalt. Det kan gemme grøn strøm i den op til 600 grader varme salt til dage uden sol eller vind, hvor energien kan frigives fra anlægget igen – direkte som varme til industriens processer eller som elektricitet og fjernvarme via en dampturbine.
Anlægget er udviklet i innovationsprojektet Molten Salt Storage – MOSS. Her har virksomhederne Alfa Laval, KIRT X THOMSEN, SULZER, Seaborg og Hyme Energy samarbejdet med forskere fra Aalborg Universitet og DIN Forsyning fra Esbjerg. Danmarks energiklynge, Energy Cluster Denmark, faciliterer projektet, der er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
I forlængelse af en succesfuld test af anlægget er det hensigten at kommercialisere produktet i det globale marked fra 2026 – en teknologi, der ejes af Hyme Energy.
”Den grønne omstilling sker kun gennem stærke partnerskaber, og vi er stolte af nomineringen til designprisen. Der lægges vægt på tiltag, der skaber positiv forandring gennem design, og det er vi lykkes med i MOSS-projektet på vejen mod en klimaneutral fremtid,” siger Ask Emil Løvschall-Jensen, CEO og medstifter af Hyme Energy, der som virksomhed er nomineret til en Danish Design Award sammen med KIRT x THOMSEN som designpartner.
Ifølge Rune Kirt har modeller, animation og andre former for visuel storytelling, sammen med en designdrevet produktudvikling, været afgørende for MOSS-anlæggets realisering.
”Vi vil gerne tilføje et A for Arts til STEM-fagene, der står for Science, Technology, Engineering and Mathematics. Kreative kompetencer som design og visuelle løsninger, kommunikation og storytelling kan skabe et fælles sprog og forståelse for innovation og komplekse, teknologiske løsninger,” siger Rune Kirt og fortsætter:
”Ved at synliggøre ståltankene fra MOSS i det samlede energisystem, har vi både skabt intern afklaring i projektgruppen, og vi har været i stand til at fortælle omverdenen om vores idé forud for etableringen af anlægget. Med nomineringen til en Danish Design Award har vi en ekstern anerkendelse af, at vores designdrevne tilgang gør en positiv forskel i verden,” siger Rune Kirt.
Årets vinder findes den 19. november ved en ceremoni i DAC Salen i København. Det er DDC – Dansk Design Center og brancheorganisation Design denmark, der står bag prisen.
Læs mere på www.ddc.dk/her-er-de-nominerede-til-danish-design-award-2024