Klynger styrker vores innovationskraft

29. januar 2020

”Innovation er grundlaget for, at vi kan gå fra en sort energi til en grøn energi i vores forretning”.

Sådan siger Sten Arendt Stoltze, CTO, VP, Head of Engineering i Ørsted Offshore Wind Power, om betydningen af innovation i dansk erhvervsliv. Han er også medlem af Energy Innovation Clusters bestyrelse − og medvirker i en ny kampagne om innovationskraften i danske klynger og innovationsnetværk.

Ny kampagne om danske klynger

Den danske innovationskraft er omdrejningspunktet for de danske innovationsnetværk og klyngeorganisationer, som bidrager til at skabe nye, teknologiske løsninger og innovation, som er helt afgørende for at udvikle dansk erhvervsliv.

18.000 danske virksomheder er engagerede i klynger og innovationsnetværk, og det er godt: Undersøgelser har vist, at virksomheder kan gange deres innovationskraft med fire, når de er aktive deltagere i klynger og netværk.

I en ny kampagne sætter den nationale supportfunktion for klynger og innovationsnetværk, Cluster Excellence Denmark, fokus på værdien af det at engagere sig i en klynge.

Ny kampagne: Innovationskraft.nu

Adgangen til viden, kompetencer, netværk og funding løfter processer og projekter i virksomhederne til innovative og konkurrencedygtige løsninger – ydermere øges produktivitetsvæksten med 3,6 procentpoint af at være med i klynger og innovationsnetværks aktiviteter.