Beyond Beta Energy er klar til at booste nye grønne startups

31. oktober 2023

Danmarks nationale acceleratorprogram for nye energi-iværksættere er klar til at hjælpe virksomheder hurtigere mod vækst, netværk og branchekendskab. Frist for ansøgere er den 6. december 2023.

Så er der godt nyt til grønne iværksættere: Beyond Beta Energy kan snart tage en række nye energivirksomheder med på en skaleringsrejse – godt hjulpet på vej af eksperter med dyb brancheindsigt fra den danske energiklynge.

Danmarks nationale acceleratorforløb for startups i energisektoren, Beyond Beta Energy, har allerede afviklet flere individuelle udviklingsforløb for en række virksomheder – og næste runde løber fra januar 2024.

Der er plads til 40 deltagere, der i Beyond Beta Energy får et skræddersyet forløb, der passer til den enkelte virksomhed; fx gennem workshops med fokus på forretningsudvikling, markedsføring og kontakt til relevante folk i branchen. Det sker blandt andet gennem et advisory board, der bliver nedsat efter den enkelte virksomheds behov og fokus – direkte kontakt til de bedste i branchen, der kan flytte virksomheder hurtigere mod grønne, forretningsmæssige mål.

Klar til Beyond Beta Energy?

For at medvirke skal virksomheder:

  • Have et dansk CVR-nummer registreret efter 1. juli, 2020.
  • Ideelt set have de første brugere eller kunder, eller som minimum et produkt, der kan lanceres inden for programmets varighed.
  • Have en skalerbar forretningsmodel og se et voksende internationalt marked.
  • Have et dedikeret team af founders.

Det siger deltagerne

Den seneste Beyond Beta Energy-runde forløb i foråret 2023. Deltagerne var blandt andre virksomheden Time2Market fra Aalborg:

”Vi startede Time2Market i december 2022 med afsæt i mere end ti års erfaring fra store energivirksomheder og et godt netværk. Alligevel kræver iværksætteri, at man er selvsikker, og det boost har vi fået gennem Beyond Beta Energy. At etablere en ny forretning som vores, at markedsføre den og at finde sit publikum – sine drømmekunder – det er svært, men det har vi lært en masse om gennem workshops og i dialogen med vores nye advisory board fra Beyond Beta, der består af erfarne folk fra branchen,” siger Eszter Pontenagel, Founder og CEO i Time2Market.

Interview: Time2Market og andre deltagere om det seneste Beyond Beta Energy-forløb

Spørgsmål og tilmelding

Fristen for ansøgere til Beyond Beta 3.0, der begynder i januar 2024, er den 6. december 2023.

Man kan søge om at deltage på www.beyondbeta.dk.

Hvis du ønsker mere viden om Beyond Beta Energy, kan du kontakte Energy Cluster Denmark:

Mette Straarup Jespersen, CFO: +45 42149170 / msj@energycluster.dk

Beyond Beta er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og består af et samarbejde mellem de danske erhvervshuse, danske klyngeorganisationer og Accelerace. Energy Cluster Denmark driver Beyond Beta Energy i Danmark.