COWI giver topkarakter til Energy Cluster Denmark

7. september 2021

I en ny større afsluttende evaluering får Energy Cluster Denmarks innovationsmodel topkarakter fra COWI for at etablere og gennemføre mange samarbejder mellem knap 50 små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner i hele Danmark.

Topkarakteren skyldes især den unikke tilgang, som Energy Cluster Denmark anvender i sine innovations- og udviklingsprojekter, nemlig fokus på at skabe reel innovation og nye teknologiske løsninger med virksomhedernes behov og udfordringer  i centrum:  ”Det unikke ved dette projekt er, at det på alle parametre er efterspørgselsdrevet. Idéerne opstår i branchen og knytter sig til et konkret udviklingsbehov. Der sidder en eller flere (ofte store) potentielle slutkunder bag hvert udviklingsprojekt. Projektets innovationsmodel sikrer således efterspørgsel og ejerskab og producerer meget konkrete løsninger på markedsudfordringer.” hedder det i evalueringen, der er udarbejdet af COWI til Erhvervsstyrelsen.

Evalueringen sætter også en tyk streg under, at det er en fordel at have en neutral organisation, som er ansvarlig for projektledelsen, da innovationen i klyngen kræver, at konkurrerende virksomheder samarbejder:   ”Samarbejderne ville ikke være sket uden Energy Cluster Denmark som platform og facilitator, ofte mellem konkurrerende virksomheder.”

Energy Cluster Denmark kvitterer for den positive vurdering af klyngeorganisationens arbejde med innovation og den efterspørgselsdrevne tilgang til innovation: ”Vi tror på, at konkret udfordringsdrevet innovation er vejen til at udvikle virksomheder i energiklyngen ved at små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner udvikler nye teknologiske løsninger målrettet en konkret efterspørgsel og en slutkunde blandt de store virksomheder. Det hjælper vi med sker til gavn for den grønne omstilling og virksomhedernes konkurrencekraft,” udtaler Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.

Efterspørgsel og innovation går hånd i hånd

I COWIs evaluering fortæller de deltagende små og mellemstore virksomheder først og fremmest, at disse innovationsprojekter aldrig var blevet sat i gang uden programmet. Det har været afgørende, at Energy Cluster Denmark har faciliteret sammensætningen af et hold af virksomheder og videninstitutioner, sikret fremdrift og ikke mindst sikret engagementet og involveringen af nogle af energiklyngens store virksomheder.

Deltagerne fremhæver også, at holdene er sammensat sådan, at alle deltagere vinder ved at være med i projektet og har fungeret som ligeværdige partnere, frem for eksterne leverandører. For små virksomheder, betyder innovationsmodellen, at virksomhederne dels får adgang til at samarbejde med de store virksomheder og dels, at de får et skarpt tilpasset innovationssamarbejde, som er konkret for den enkelte virksomhed og tilpasset mod en fremtidig potentiel stor nøglekunde.

Læs evalueringen her.

Projektet er medfinansieret med 13.3 mio. kr. fra EU’s regionalfond.

Kontakt

For mere information, kontakt venligst Kommunikationschef Thomas Ebdrup, Energy Cluster Denmark på teb@energycluster.dk eller 29727685.