Samsø har i mange år været Danmarks vedvarende energi-ø med en række konkrete projekter med fokus på grøn omstilling. Energiakademiet er et led i den indsats, og har som projekthus på Samsø spillet en central rolle i formidlingen af øens indsats til op mod 3.000 klimaturister om året.
Med det nye projekt Klimabyen Energiakademiet får klimaturisterne et living-lab, hvor de både kan opleve en række energiteknologiske løsninger – samtidig med at de kan overnatte bæredygtigt. Klimabyen, der er baseret på bæredygtigt byggeri, får både solceller, termonet, buffertanke og et batteri, der er net-opkoblet og monteret i en tifods container. Det har en kapacitet på 124 kwh og kan udvides til 248 kWh.
Samarbejdet mellem 4-Leaf Consulting og DTU er opstået i et indledende projekt med forskellige partnere, blandt andre med den lokale virksomhed Sambyg. Energy Cluster Denmark, Danmarks nationale energiklynge, har faciliteret projeket, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med midler fra EU.
”Det er yderst positivt at se, at en indledende dialog mellem vores mindre virksomheder og forskere i Danmark og udlandet hurtigt kan føre til udvikling og demonstration af konkrete, klimavenlige produkter. På et år har partnerne skabt en ny løsning med grøn balancering til byggeriet på Samsø. Når løsningen er færdigtestet, kan partnerne udvikle videre på skalering af batteriet, så det kan sælges som noget nyt til markedet – med afsæt i genbrug,” siger Marie Vedel, projektleder i Energy Cluster Denmark.
Den cirkulære tilgang til de brugte el-bilbatterier har bevågenhed rundt omkring i Europa og ikke mindst i Danmark, siger Jesper Østergaard fra 4-Leaf Consulting. Han sidder også som formand for batteriarbejdsgruppen i Dansk Center for Energilagring – DaCES, hvor man netop har udgivet et notat om de strategiske indsatsområder for batterier i Danmark.
”4-Leaf Consulting opretter et separat selskab, der skal arbejdere videre med batteriløsningen, som er let at skalere op til et vist punkt. En tyvefods container vil kunne levere en kapacitet på 500 kWh, og vi ser nok markedet for vores løsning ligge i mellemområdet 100 kWh – 1 MWh. Hvis behovet er større batterier, det man kan kalde grid-scale-batterier, er der andre løsninger i markedet, der matcher bedre end vores,” siger Jesper Østergaard og fortsætter:
”Markedet er i sin vorden med cirka 1 GWh batterier tilgængeligt lige nu, men allerede i 2030 forventer man cirka 17 GWh – og i 2035 cirka 99 GWh. Det er en batterikapacitet, der vil kunne gøre en væsentlig forskel til at understøtte et el-system baseret på sol, vind og batterier,” siger Jesper Østergaard.
Den cirkulære tilgang til energisystemet er er også meget væsentlig ud fra et ressourcesynspunkt.
Ifølge Jesper Østergaard er batterier til el-biler af den højeste kvalitet i markedet, såkaldt automotive grade, og bør derfor udnyttes maksimalt.
”Batterierne sidder i el-bilerne til de har en restkapacitet på 70-90 procent. På det tidspunkt, typisk efter 8-10 år, er rækkevidden nedsat, og så kan det være aktuelt at sætte et andet batteri i bilen – eller lade den skrotte. For materialer overordnet i biler genanvendes cirka 86 procent af materialerne. Men for batterierne, som har en restlevetid til de når en restkapacitet på 30-40 procent, har de stadig stor værdi inden de sendes til genbrug,” siger Jesper Østergaard.
Genanvendelse af el-bilbatterier som stationært batteri udgør derfor cirka to tredjedele af batteriets livscyklus, alt afhængig af hvordan man vælger at køre batteriet i drift.
Ifølge 4-Leaf Consulting har partnerne i innovationsprojektet lært meget af forløbet.
”Vi har fokuseret på batterier fra Tesla model S og X. Dem skal vi have ud at køre i mange forskellige sammenhænge. Det kan være i alt fra boligforeninger og industrivirksomheder til energifællesskaber, kritisk infrastruktur og andre steder. En interessant feature ved vores batteri er, at det kan køre i ø-mode. Det betyder uden tilkobling til elnettet. Det vil således være supergodt ved eksempelvis et vandværk, hvor pumperne skal kunne køre ved udfald af el-nettet – eksempelvis ved et angreb. Vi står nu overfor at udvikle en batteriløsning, hvor vi vil bruge batterier fra Tesla model 3 og model Y som er noget anderledes, og hvor vi får behov for nye samarbejdspartnere. Det ser vi frem til i det nye år,” siger Jesper Østergaard.