”Jeg er engageret i bestyrelsesarbejde i Energy Cluster Denmark, fordi klyngen skaber nye løsninger på tværs af energisektoren for at løse vores fælles klimaudfordring. Det arbejde er superrelevant og vigtigt. Energiklyngen er sat i verden som innovationsplatform for den grønne omstilling. Klyngen skal sikre, at vi får nogle af de tværgående dialoger og samarbejde om innovation, som kobler sektorer og gør det muligt at nå vores fælles klimareduktionsmål i 2030 og CO2-neutralitet i 2050. Det er absolut meningsfyldt, og der er konkret impact af det, vi laver. Det tiltaler mig.”
”Det er en klar styrke ved klyngerne, at små og store bringes sammen på neutral grund og sammen arbejder med at udvikle og implementere nye teknologier. Jeg er i bestyrelsen som repræsentant for SMV’erne, og jeg kender nogle af de fordele, en lille virksomhed kan have ved at samarbejde med store virksomheder og universiteter i forhold til at få flyvehøjde i en global industri. Her kan klyngen være en stærk platform for den lille virksomhed og bidrage med at skabe vigtige kontakter mellem små og store spillere på tværs af energisektoren. Ofte er de små virksomheder meget innovative, men mangler volumen til at skalere løsningen for at gøre en forskel – det kan de store bidrage med og samtidig få glæde af. Når samarbejdet lykkes mellem store og små virksomheder og universiteter, så giver klyngearbejde virkelig mening.”
”Bestyrelsesarbejdet er inspirerende og lærerigt. Det er adgang til et kompetent netværk, som er af stor værdi at kunne trække på og bidrage til – både i bestyrelsesarbejdet og i de uformelle snakke og møder. Vi har en bredt sammensat bestyrelse fra hele energisektoren. Det er vigtigt for os alle, at vi har relevant viden uden for vores eget kompetencefelt lige ved hånden. Det bidrager både ECD-medlemskabet og bestyrelsessamarbejdet til for mig.”