Energisektorens innovative virksomheder jagter udvikling og vækst

17. maj 2022

Beyond Beta Energy – energiens inkubator

Siden februar 2022 har en række virksomheder medvirket i Beyond Beta-programmet, der flytter opstartsvirksomheder mod øget vækst. Magfu, Waves2Power og HB-Tech er tre af de medvirkende virksomheder i Danmarks nye store inkubator for energivirksomheder iværksat af Energy Cluster Denmark.

Magfu, Waves2Power og HB-Tech.

Det er navnene på tre af de virksomheder, der siden februar 2022 har medvirket i Beyond Beta Energy – et forløb for innovative virksomheder der ønsker sparring, udvikling og netværk i energisektoren.

”Der er udvalgt otte spændende virksomheder i første runde af Beyond Beta – virksomheder, som kommer med ideer der kan løfte nogle af udfordringerne i energisektoren. Virksomhederne taler ind i energiproduktion, energilagring, energieffektivisering og energiinfrastruktur, herunder også virksomheder der kan gå på tværs af sektorer,” siger Søren Røn, CEO i Next Step Challenge, der arbejder med energi-inkubatoren på vegne af Energy Cluster Denmark under Beyond Beta-programmet.

I løbet af Beyond Beta Energy får virksomhederne tilknyttet et midlertidigt advisory board med erfarne profiler fra energisektoren, og sammenlagt får deltagerne mulighed for at validere deres idé og udarbejde et strategisk roadmap for deres vækst de kommende år.

Det siger de medvirkende virksomheder
Spørger man de medvirkende virksomheder om, hvad de får ud af forløbet, er det særligt netværk til branchen og forretningsforståelse, der bliver nævnt som de store plusser ved Beyond Beta.

”Teamet bag Beyond Beta prikker til os og udfordrer os. Hvem er den første kunde fx? Det er spørgsmål, vi skal forholde os til. Vi har en vision om world domination, men skal jo også i gang, så det er rigtig positivt at der bliver gået til stålet,” siger Thomas Borch Nielsen, CEO, Magfu, der udvikler en selvsejlende havvindmølle, der kan producere brint og grøn ammoniak.

Ifølge Waves2Power – en anden virksomhed i Beyond Beta Energy – er det strategiske blik på forretningen en vigtig del af forløbet.

”Vi skal lige vende skråen; det er lidt en anden måde at gøre tingene på end vi plejer. Vi gør bare tingene. I Beyond Beta lægger vi planer og arbejder med strategi,” siger Christian Neerus Grant, CEO i Waves2Power, der udvikler en ny type bølgekonverter.

Automations- og robotvirksomheden HB-Tech er en tredje virksomhed, der deltager:

”Vi har vores første møde med vores nye advisory board her i begyndelsen af maj, og det forventer vi os rigtig meget af. Vi håber på at få et netværk og en udvikling af virksomheden i et tempo, der er højt,” siger Brian Chabert-Hansen, CEO i HB-Tech.

Nye idéer
De medvirkende virksomheder i Beyond Beta Energy får adgang til en række fordele, blandt andet gennem Danmarks klyngeorganisation for energisektoren, Energy Cluster Denmark, der er partner i Beyond Beta Energy.

”Iværksættere og nye ideer er nøglen til at løse vores klimaudfordringer – og innovation vil definere fremtidens energisystem. Derfor har vi valgt at etablere en ny energi-inkubator sammen med en række samarbejdspartnere. Gennem forløbet får virksomhederne workshops, et individuelt sammensat advisory board, løbende sparring, adgang til data fra Center Danmark til at teste deres forretning og adgang til en digital platform,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.

Mere om Beyond Beta
Beyond Beta er Danmarks største startup program fra ide til investering. Programmet kombinerer styrkerne fra de 14 erhvervsklynger med sparring fra landets 6 erhvervshuse og den førende accelerator, Accelerace. Beyond Beta kører en lang række inkubations- og acceleratorforløb henvendt til iværksættere med et klart vækstpotentiale og et maksimalt 5 år gammelt CVR-nummer. Der er i alt afsat cirka 145 mio. kroner til Beyond Beta-programmet, som er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Læs mere på beyondbeta.dk