Her er godt nyt til dig, der arbejder med teknologiudvikling til fremtidens energisektor. Danmarks største virksomhedsaccelerator, Beyond Beta Energy, har netop åbnet for en ny ansøgningsrunde for alle, der ønsker hjælp til netværk, forretningsudvikling og innovation.
Deltagere, der bliver valgt ud til et forløb efter en godkendt ansøgning, kan få et individuelt udviklingsforløb, der kan handle om forretningsudvikling, netværk og meget mere.
Det er muligt at søge om at deltage i den næste runde af Beyond Beta Energy. Deadline for ansøgere er den 19. september 2024
Beyond Beta Energy hjælper nye energivirksomheder med at komme hurtigere på markedet med nye teknologier. Det er Next Step Challenge, der på vegne af Danmarks energiklynge, Energy Cluster Denmark, varetager Beyond Beta Energy, der er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Beyond Beta består af et samarbejde mellem de danske erhvervshuse, danske klyngeorganisationer og Accelerace.
En af de virksomheder, der har været en del af Beyond Beta Energy, er TEGmat. Virksomheden har udviklet en lille boks med et stort potentiale; en termoelektrisk generator, der kan omdanne varme til strøm uden bevægelse, kemiske reaktioner eller CO2-udslip.
”Tid er den ressource, vi har mindst af, og derfor vil vi gerne bruge den så effektivt som muligt. I Beyond Beta Energy har vi mødt et miljø, et økosystem og et mindset, der har hjulpet os med at plukke lavthængende frugter i markedet, men som også har givet os et perspektiv til andre forretningsområder; Power-to-X, solceller, byggeriet og brand- og sikkerhedsteknologi. De ting, der bliver the next big thing for os, når vi skal sælge vores produkt til resten af verden,” siger Hao Yin, CEO i TEGmat.
Interview: Hao har samlet fem nationaliteter for at omdanne varme til klimavenlig strøm
Læs mere om konceptet og den kommende runde for ansøgere til Beyond Beta Energy på www.beyondbeta.dk
Spørgsmål? Kontakt Søren Røn, CEO i Next Step Challenge på: sr@nextstepchallenge.com