Efter at have tænkt ud af boksen er TEGmats højteknologiske idéer endt i en boks igen.
Virksomheden, der opstod i nanoforskningsmiljøet på Aarhus Universitet, har udviklet en lille boks med et stort potentiale; en termoelektrisk generator, der kan omdanne varme til strøm uden bevægelse, kemiske reaktioner eller CO2-udslip.
Produktet kan bruges til at generere strøm til de dele af energisektoren, der ellers kan være svære at forsyne, fx sensorer til fjernvarmesektorens rør under jorden.
Det fortæller Hao Yin, CEO i TEGmat.
”Digitalisering af energisektoren kræver sensorik – og sensorik skal bruge strøm. De fleste anvender aktuelt batterier eller kabler, men det er ikke bæredygtigt og effektivt. Derfor har vi udviklet et produkt, der med et avanceret faststof og halvledermaterialer kan levere strøm, så sensorer på fjernvarmerør eller andre ufremkommelige steder kan køre selv i lang tid – måske i tyve år – uden at man skal til at grave efter dem,” siger Hao Yin.
På kontoret i Søborg møder de syv kolleger fra Tyskland, Kina, Norge, USA og Danmark ind med et ønske om at sælge TEGmats termoelektriske generator til det globale marked for energiløsninger.
”Vi kan se på lækager eller energioptimering; fx hvor meget energi, der sendes til hver del af by. Og vi kan gøre det uden at udlede CO2. Et AA-batteri udleder 20 kilo CO2, når det produceres. Vores produkt udleder ikke ret meget under produktionen – og slet intet, når det er i drift. Jeg er stolt af at være en del af et mindre, alsidigt team af forskellige kulturer, der i TEGmat har skabt et fælles mål om at fremme klimavenlig innovation gennem teknisk ekspertise,” siger Hao Yin.
Netop det tekniske udgangspunkt for TEGmat er også en af årsagerne til, at Hao og kollegerne har meldt sig til Beyond Beta Energy, der er et udviklingsforløb for nye energivirksomheder, der ønsker hjælp til markedsføring og forretningsudvikling.
”Kommercialisering af nye energiteknologier er afgørende – det er der, potentialet fra udviklingen bliver indfriet. Vi er glade for at hjælpe TEGmat, der i den grad er tekniske eksperter, med at bane vejen for deres produkt og deres kommunikation med kunder og markedet. Det har vi gjort gennem intensiv sparring om, hvordan de formidler deres tekniske kompetencer, så deres generator kan skabe mest muligt værdi globalt,” siger Søren Røn, CEO i Next Step Challenge, der på vegne af Danmarks energiklynge, Energy Cluster Denmark, varetager Beyond Beta Energy.
Netop vejen fra laboratoriet til et salgsklart produkt kan være lang, hvis ikke man får den rette hjælp på vejen, fortæller Hao Yin.
”Det er et sprint og et spring for vores team at komme godt på markedet med vores produkt. I Beyond Beta Energy har vi fået netværk til investorer og kunder og viden om skalering. Vi er også blevet klogere på nye markeder, fx byggeriet, hvor vi også kan gøre en klimamæssig forskel,” siger Hao Yin og fortsætter:
”Tid er den ressource, vi har mindst af, og derfor vil vi gerne bruge den så effektivt som muligt. I Beyond Beta Energy har vi mødt et miljø, et økosystem og et mindset, der har hjulpet os med at plukke lavthængende frugter i markedet, men som også har givet os et perspektiv til andre forretningsområder; Power-to-X, solceller, byggeriet og brand- og sikkerhedsteknologi. De ting, der bliver the next big thing for os, når vi skal sælge vores produkt til resten af verden,” siger Hao Yin.
Det er muligt at søge om at deltage i den næste runde af Beyond Beta Energy fra den 14. august 2024. Deadline for ansøgere er den 19. september 2024.
Beyond Beta Energy hjælper nye energivirksomheder med at komme hurtigere på markedet med nye teknologier. Programmet er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og består af et samarbejde mellem de danske erhvervshuse, danske klyngeorganisationer og Accelerace.
Energy Cluster Denmark driver Beyond Beta Energy i Danmark.
Læs mere om konceptet og den kommende runde for ansøgere til Beyond Beta Energy på www.beyondbeta.dk