Debatindlæg af Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark
Når jeg taler med de danske energivirksomheder, mærker jeg en stor optimisme og tro på, at vi i Danmark vil lykkedes med ambitionen om at reducere vores CO2 udledning med 70 pct. inden 2030.
Det skyldes ikke mindst tiltroen til, at vi i Danmark formår at arbejde sammen og i fællesskab kan udvikle de nye teknologiske løsninger, som ingen virksomhed kan udvikle alene.
Der er et hav af spændende nye teknologier og innovative løsninger, som kan få et gennembrug i 2021. Her er mit bud på tre teknologier, som vi kommer til at tale meget om i år, og som Energy Cluster Denmarks medlemmer udvikler i nye spændende innovationsprojekter.
Det er først og fremmest helt afgørende at få opskaleret de teknologiske løsninger inden for PtX og sektorkobling, hvis vi skal nå i mål med et nyt grønt energisystem på bare 10 år. Efter flere pilotprojekter de senere år kan 2021 blive året, hvor vi ser de første helt store gennembrud. Det gælder bl.a. om at skabe rammerne for at udnytte potentialet i de kommende energiøer, omkostningseffektivisere PtX teknologier og forædle brint til PtX produkter til brug i transport på land, vand og i luften. Energisektoren bliver vigtig for den grønne omstilling i andre sektorer bl.a. hele transportsektoren, og jeg ser at det samarbejde kan få det grønne gennembrud i 2021.
Hvis vi skal nå Danmarks klimamål, er en interessant mulighed at fange CO2 fra de tunge og intensive industrier. På sigt kan den grønne CO2 måske genanvendes i industrien, mens den på kort sigt kan lagres fx i undergrunden. Carbon Capture and Storage eller CCS fremhæves netop af Klimarådet som en vigtig brik i den grønne omstilling, og regeringen presser på for at få udbredt teknologien i EU. Det første større innovationsprojekt på området i Danmark – kaldet Project Greensand – er netop blevet søsat. Projektet skal afklare, om vi kan udnytte den eksisterende olie/gasinfrastruktur ude på havet til at lagre CO2 i Nordsøen i de udtjente felter. Naturligvis miljømæssigt forsvarligt. Projektet i Nini-feltet vil i løbet af 2021 give de første indikationer på potentialet, og i hvilken grad CCS kan blive et nyt marked for danske virksomheder.
Der er et globalt potentiale i energieffektivitet og en bedre udnyttelse af de fælles energiressourcer ud fra tesen om, at den grønneste og billigste energi, er den, som vi ikke bruger. Herhjemme har industrien en stærk forståelse af energi som ét fælles, forbundet system, der er gensidigt afhængigt og supplerende, og de første projekter med bedre energiudnyttelse viser gode resultater. Det gælder bl.a. en bedre udnyttelse af overskudsvarme fra supermarkeder og industrien, som bør opsamles og genanvendes. Også de store datacentre fra bl.a. Google, Apple og Facebook har et massivt elforbrug med stort potentiale for genanvendelse. Et nyt projekt kaldet Green DC skal netop teste en helt ny køleteknologi med potentiale for at sænke strømforbruget og genanvende varmen. Hvis det lykkedes, kan det vise vejen frem for langt bedre udnyttelse af industriens overskudsvarme.