Hvor er der potentialer for udnyttelse af overskudsvarme i Sønderjylland?

1. juni 2021

Kortlægning af virksomheder i 4 sønderjyske kommuner, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev og Tønder gør det lettere at identificere de uudnyttede overskudsvarmepotentialer. Udarbejdelse af businesscases skal nu konkret belyse hvilke potentialer der er for lokal udnyttelse af overskudsvarme.

Siden 2019 har der i projektet ”Vækst gennem eksport af teknologiløsninger til udnyttelse af overskudsvarmen” været arbejdet på at identificere de lokale potentialer for udnyttelse af overskudsvarmen. I 2020 blev der gennemført en kortlægning baseret på CVR/BBR-data og interviews på tværs af brancher sådan, at der indgik både industrivirksomheder, vandværker, supermarkeder, biogasanlæg og rensningsanlæg.

Helt konkret betyder kortlægning at det for Sønderborg og de andre 3 kommuner (Tønder, Aabenraa og Haderslev), har været lettere at identificere potentielle forbrugssteder og kortlægningen har således muliggjort det at identificere hvilke virksomheder, der i kommunen har potentiale til at kunne udnytte overskudsvarme både som producent og aftager af varmen.

”Vi ser en god tradition for udnyttelse af overskudsvarmepotentialer i regionen, men fornemmer også en bred lokal opbakning til projektet og et ønske om yderligere udnyttelse. Derudover ser vi klare potentialer for synergien og ønsker om deling af erfaringer kommunerne imellem”, siger Emil Albæk Kristiansen, Projektleder, Viegand Maagøe.

I projektet er vi nu på baggrund af GIS kortlægningen i gang med at udarbejde en case i hver af de 4 kommuner. Overordnet skal casene vise områdets bredde og give flere tekniske løsninger og forretningsmodeller, der kan benyttes på tværs af kommunerne og som giver et bredt løsningsrum. Casene skal ud over at belyse potentialerne give erfaringer, der kan bruges i eksportarbejdet omkring danske energiløsninger.

”Der er et stort potentiale i at udnytte overskudsvarme til at accelerere den grønne omstilling. Det gælder ikke mindst i Sønderjylland, som har en række førende virksomheder på området. Her er et vigtigt skridt at udarbejde konkrete business cases for hvilke potentialer, der findes blandt virksomhederne i bl.a. Sønderborg”, udtaler Glenda Napier, CEO, Energy Cluster Denmark.

Cases en inspiration på tværs af kommunegrænserne

Potentialerne i de 4 kommuner er betydelige og der er igennem workshops med kommunerne og forsyningerne blevet afklaret, hvilke cases der kigges på i hvilke kommuner. Der har i projektet været brugt meget tid på at identificere de rigtige cases for hver af kommunerne, og der sættes fokus på at hver case også skal have en lidt mere generisk del, således at kommunerne kan blive inspireret af hinanden og bruge nabokommunens business case som skabelon for egne såfremt det drejer sig om samme overskudsvarmekilde.

Der er blevet udarbejdet en ArcGis online-løsning (WEB-kort) til brug for de 4 kommuner for at kunne dele data på tværs. Dette er med til at give et visuelt godt overblik, samt en hurtig tilgang til data og der er mulighed for at tilføje relevante data for at give et endnu bedre resultat for varmeplanlæggerne i kommunerne, dermed bedre beslutninger.

I Sønderborg kommune bliver der bl.a. kigget nærmere på BHJ Pet food og de omkringliggende industrivirksomheder ved Ulsnæs i Gråsten. Alle virksomhederne har overskudsvarme fra køling og ligger i Sønderborg Varmes ledningsnet for nem tilslutning. Om der kun arbejdes med én eller flere af virksomhederne, defineres nærmere, når arbejdet på business casene påbegyndes, hvor der også skal undersøges om virksomhederne har processer, der kan omlægges til fjernvarme, så disse behov kan dækkes først og om virksomhederne potentielt kan dække hinandens varmebehov med overskudsvarme, før varmen sendes til fjernvarmenettet. Rammevilkårene for varmepumper til udnyttelse af overskudsvarme til fjernvarmeformål har ændret sig betydeligt over årerne og er i dag afgiftsmæssigt bedre end nogensinde.

”Jeg forventer, at projektet vil give os nogle konkrete erfaringer med hvad der skal til for at få overskudsvarmeprojekter til at lykkedes. GIS-kortlægningen har allerede givet et godt overblik over potentialer, og fungere som en basis for dialogen med fjernvarmeværkerne. Nu kommer næste step, hvor de konkrete cases vil give os viden. Vi har behov for som kommunale varmeplanlæggere at få skabt erfaringer med vores rolle i overskudsvarmeprojekter”, udtaler Marie Grove Ingildsen, Civilingeniør & Byplanlægger, Sønderborg Kommune.

I Aabenraa kommune undersøges potentialet for udnyttelse af overskudsvarme på Sygehus Sønderjylland som årligt ifølge gis kortlægningen har et overskudsvarmepotentiale fra køling på ca. 2,8 GWh. Her vil det ved at installere en varmepumpe, der både kan lave fjernvarme og køling, være muligt at varmen enten benyttes på sygehuset eller sendes i fjernvarmenettet’

I Haderslev kommune vil potentialerne for rensningsanlæg, Provas bliver undersøgt. Projektet passer ind i Haderslev Fjernvarmes planer om udvidelse af ledningsnet og dermed større varmebehov. En spildevandsvarmepumpe kan potentielt have en højere COP end en luft/vand-varmepumpe, som ellers var overvejet som løsning til at dække det stigende varmebehov.

I Tønder kommune kigges der på de uudnyttede potentialer ved Hydro Precision Tubing. Dette valg skal ses i kombination med den viden om Tønder Fjernvarmes planer om udvidelse af ledningsnettet. Projektet kan give flere driftstimer til varmepumpecentralen og dække det stigende behov. Derudover kan varmepumpen fortrænge naturgas og biomasse. Hydro Precision Tubing opnår besparelse på nuværende køletårne. Disse kan beholdes som backup, når fjernvarmebehovet er lavt, og varmepumpedrift ikke nødvendig.

Arbejdet omkring casene og konkrete forretningsmodeller der belyser risici, kontraktfordeling og samarbejdsaftaler fortsættes frem til sensommeren.

Casene bliver udarbejdet af Viegand Maagøe. Projektets partnere er Energy Cluster Denmark og SEP Sønderjylland.

Læs mere om projektet: www.energycluster.dk/projekter/kassoe/