Kronprinsen indvier historisk innovationsprojekt

24. juli 2023

Billedtekst: Med det ikoniske foto af Prins Henriks officielle åbning for produktionen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen i 1972 som det symbolske bagtæppe åbnede H.K.H. Kronprinsen den 8. marts 2023 for den første lagring af CO2 i Nordsøens undergrund. Greensandprojektet markerer et vendepunkt for trafikken i Nordsøens rørledninger, hvor man bruger tomme felter til at lagre indfanget CO2.

Lagringen af indfanget CO2 i undergrunden, som det INEOS-ledede konsortium bag Project Greensand arbejder med, har som de første i verden demonstreret, at CO2 kan transporteres på tværs af landegrænser og lagres offshore.

H.K.H. Kronprinsen, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, Europakommissionens formand Ursula von der Leyen og mange flere notabiliteter var med, da innovationsprojektet Greensand blev officielt indledt den 8. marts i år.

Project Greensand, som er støttet af EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram og faciliteres af Energy Cluster Denmark, markerer en afgørende milepæl i den danske del af Nordsøen.

”For 50 år siden markerede min far, prins Henrik, starten på det, der blev et dansk olie- og gaseventyr i Nordsøen. I dag åbner vi et nyt kapitel. Et grønt kapitel. Den danske undergrund rummer et stort potentiale for at lagre CO2, og det giver mig en stor glæde i dag at kunne vende trafikken i rørene og sende CO2 tilbage i den danske undergrund til gavn for klimaet, for Danmark, for Europa og vores planet,” sagde Kronprinsen fra scenen ved First Carbon Storage, som begivenheden i Esbjerg blev kaldt.

Et stort øjeblik

FN’s Klimapanel (IPCC) har gentagne gange fastslået, at fangst og lagring af CO2 er helt afgørende for at nå klimamålene. Også Europa-Kommissionen anser fangst og lagring af CO2 som en væsentlig brik på vejen mod et CO2-neutralt Europa. Kommissionen anslår, at der i 2050 skal lagres op mod 300 millioner tons CO2 årligt, hvis EU skal indfri ambitionerne om klimaneutralitet.

Fangst og lagring af CO2 er også central for de danske klimaambitioner Project Greensand arbejder målrettet for, at der kan lagres op mod 1,5 millioner tons CO2 om året i den danske del af Nordsøen i 2025/2026, og i 2030 forventes det, at der potentielt kan lagres op mod 8 millioner tons CO2 om året i Siri-området i Nordsøen.

”Den danske undergrund kan lagre meget mere CO2, end vi nogensinde kommer til at fange i Danmark. Derfor er jeg meget glad for, at hele perspektivet på den danske undergrund fra dag ét er baseret på en industriel tankegang, hvor disse ressourcer skal bringes ud på markedet og hjælpe andre lande med at nå deres klimamål på et kommercielt grundlag,” sagde Klima-, Energi-, og Forsyningsminister, Lars Aagaard.

Danmark bliver frontløber i CO2-lagring

Med den officielle lagring af den første CO2 i Danmark viser Project Greensand, hvordan der kan skabes en international infrastruktur, som kan indfri potentialet for fangst og lagring af CO2. Dermed kan Danmark indtage en helt central rolle i det fremtidige marked for fangst, transport og lagring af CO2 i undergrunden.

”Med First Carbon Storage sætter vi en tyk streg under, at CO2 indfanget i et europæisk land kan lagres sikkert i et andet. Næste skridt er, at vi skal have sat yderligere fart på fangst og transport af CO2 i hele Europa, så vi kan forløse det fulde potentiale i CCS til gavn for klimaet og Danmark,” siger Mads Gade, administrerende direktør INEOS Danmark, der er en af projektets mange partnere.

Dette er et stort øjeblik for Europas grønne omstilling og for vores cleantech-industri. Den første fulde værdikæde for fangst og lagring af CO2 i Europa. I viser, at det kan lade sig gøre.

Formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen

Fakta

Målet for innovationsprojektet Project Greensand er at lagre CO2 samt at etablere en værdikæde for transport og geologisk CO2-lagring offshore i Danmark i slutningen af 2025.

Partnerkredsen i Project Greensand består af:

INEOS Energy, INEOS OXIDE LIMITED, Blue Water Shipping, SpotLight Earth, DTU – Technical University of Denmark, Wintershall Dea, Welltec, Semco Maritime, Noble Corporation, GEUS, Geelmuyden Kiese, Ramboll, Aker Carbon Capture, Resen Waves, Magseis Fairfield ASA, ESVAGT A/S, Danish Technological Institute, Wind Power LAB, DHI, Dan-Unity CO2, University of Southampton, National Oceanography Centre og Energy Cluster Denmark.

Project Greensand har en samlet projektsum på 455 mio. kroner.

Projektet er støttet af EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram med 197 mio. kroner.