Med estimerede investeringer på mere end 1 mia. kroner frem mod 2030 bliver det nye datterselskab det næste strategiske skridt i videreudviklingen af Fredericia og Trekantområdets infrastruktur til fremtidens knudepunkt for PtX, CO2- fangst og -lagring samt produktion af grønne brændstoffer.
Kombinationen af den rette infrastruktur, Danmarks store virksomheder inden for energi og forsyning, et raffinaderi, varmetransmission og en kommende brintfabrik samt aftagere af grønne brændstoffer inden for luftfart, skibsfart og vejgodstransport giver Trekantområdet og især Fredericia de absolut bedste forudsætninger for at blive ét af Danmarks førende CO2- hubs samt knudepunkt for produktion og afsætning af grønne brændstoffer.
”Etablering af datterselskabet ligger i naturlig forlængelse af ADP’s strategiske udvikling, hvor betydelige investeringer i ny og fremtidssikret infrastruktur skal understøtte Trekantområdets og Danmarks målsætninger for den grønne omstilling. Med afsæt i ADP’s havne og Taulov Dry Port etablerer vi den nødvendige infrastruktur, der er et centralt element i videreudvikling af vores position som infrastrukturudbyder. På den måde kan vi fortsætte væksten og udnytte det fremtidige forretningspotentiale, der ligger i at blive bindeleddet i PtX-værdikæden”, siger Erik Østergaard, bestyrelsesformand i ADP A/S.
Forud for etableringen af det nye infrastrukturselskab er gået et længerevarende strategisk forarbejde med analyse og kortlægning af Trekantområdets og Fredericias potentiale med hensyn til at videreudvikle områdets centrale infrastruktur. Infrastrukturen skal understøtte sektorkoblingen på tværs af forsyning, produktion og distribution af CO2 og grønne brændstoffer til gavn for Danmarks klimamålsætninger frem mod 2030. Analyser har vist, at det samlede potentiale for CO2 udgør mere end 1 mio. tons frem mod 2030 og flere mio. tons frem mod 2040. Hertil kommer brint til fremtidens stor-skala produktion af grønne brændstoffer såsom e-metanol til skibstransport og bæredygtige flybrændstoffer.
”ADP har arbejdet med strategiprocesser samt konkrete businesscases i de seneste 2 år og har allerede de første infrastrukturprojekter under planlægning. Vores analyser indikerer, at der i en indledende fase vil være forretningsmæssige potentialer i investeringer i infrastruktur på op mod 1 mia. kroner inden 2030, og derfor er vi også allerede i seriøs dialog med potentielle investorer. Vi har dog endnu ikke på nuværende tidspunkt lukket aftaler, så processen er fortsat åben”, forklarer Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.
Trekantområdet rummer med sin geografi og infrastruktur det eneste sted i Danmark, hvor integration af infrastruktur, forsyning, produktion, distribution og udnyttelse af overskudsvarme kan danne rammen om Danmarks fremtidige produktion af grønne brændstoffer i stor skala. Det vil være naturligt, at ADP, som i forvejen har leveret en klimafokuseret indsats med koblingen af Fredericia Havn og Taulov Dry Port til omstillingen af den tunge transport, får en nøglerolle i PtX-værdikæden.
”Vores placering centralt i Danmarks største transport- og logistikcentrum betyder, at der inden længe vil være et stort potentiale af aftagere af grønne brændstoffer til den tunge transport, som f.eks. Billund Lufthavn. At vi som infrastrukturejer kan udvikle ny infrastruktur til transport af alle typer af produkter, som indgår i processer omkring fremtidens grønne brændstoffer, ligger inden for vores eksisterende kerneforretning. Vi ser os på den måde som en fremtidig nøgleaktør, når der skal transporteres CO2, brint, teknisk vand og metanol, hvor CO2 naturligt er i fokus her i en første fase”, fortsætter Rune D. Rasmussen.
Realiseringen af et førende knudepunkt for fremtidens PtX og CO2-fangst og -lagring vil naturligt ske i partnerskaber og gennem sektorintegration mellem Trekantområdets aktører som Crossbridge Energy, Billund Lufthavn, Ørsted, Everfuel, TVIS, Nature Energy, Triangle Energy Alliance samt kommunerne i Trekantområdet.
ADP Energy Infrastructure A/S vil i 2026 have etableret infrastruktur, som vil binde de forskellige omdrejningspunkter sammen, så aktørerne i Trekantområdet sammen kan indfri potentialerne i Danmarks grønne omstilling. Tilsvarende vil virksomhederne samtidig kunne bidrage væsentligt til vækst og skabelsen af arbejdspladser i industrien.
”Med den infrastruktur vi planlægger at etablere, har vi prioriteret en overordnet fleksibilitet, hvormed det er muligt at understøtte såvel flere typer af CO2-leverandører som -aftagere, samtidig med at vi vil muliggøre både lagring og -anvendelse af CO2-afhængigt af den aktuelle markedssituation. Vores indgangsvinkel er, at vi skal kunne skalere infrastrukturen og investeringerne, hvormed vi muliggør industriel vækst med udgangspunkt i voksende eksport og import til produktion af grønne brændstoffer, så Danmark og Trekantområdet kan agere og skabe en international positionering”, slutter Rune D. Rasmussen.
Yderligere oplysninger:
Rune D. Rasmussen CEO i ADP A/S rdr@adp-as.dk
Tlf.: 29692011
Erik Østergaard Bestyrelsesformand i ADP A/S eoe@dtl.eu
Om ADP A/S
ADP A/S ejer og driver Fredericia Havn og Nyborg Havn samt varetager driften af Middelfart Trafikhavn. Havnene har en unik central beliggenhed, gode logistiske betingelser samt internationale standarder, hvad angår kapacitet og vanddybde. Fredericia Havn står over for en stor havneudvidelse, der omfatter en moderne og fossilfri container- og RO/RO-terminal, som vil understøtte ADP’s fokus på udvikling til væksten i klimavenlige transportformer.
ADP A/S og pensionsselskabet PFA udvikler i joint-venture Taulov Dry Port som et multimodalt transport- og logistikcenter i Taulov med en central beliggenhed tæt på havn, motorvej og jernbane. ADP er med Fredericia Havn og Taulov Dry Port Danmarks grønne transportknudepunkt, som med en klimafokuseret strategi er i gang med at etablere løsninger til den grønne omstilling af transportsektoren.
Trekantområdet har den rette kombination af teknologi, punktkilder og infrastruktur inden for energi, forsyning og transport til at blive ét af de få steder i Danmark, hvor man kan udnytte den samlede værdikæde til CO2-fangst og -lagring samt produktion af grønne brændstoffer.
For at understøtte den grønne omstilling af transportsektoren har ADP i 2022 indgået en aftale med Everfuel om etablering af Danmarks største brintstation i Taulov Dry Port til gavn for den tunge transport. Brintstationen vil allerede kunne levere grøn brint i 2023, og dermed give virksomheder i både Taulov Dry Port og i Danmarks transportcentrum mulighed for at tanke et brændstof, der ikke udleder CO2, og som er produceret af vedvarende energi. Dette som et led i målsætningen om at skabe Danmarks grønne transportknudepunkt.
Læs mere på www.adp-as.dk