Byg bæredygtigt med Danvak
14. januar 2022
Danvak, som er det faglige netværk for professionelle inden for HVAC, energi og indeklima, sætter fokus på bæredygtigt byggeri på den årlige Danvak Dag. I år finder den sted den 6. april, og overskriften er ”Byg rigtig – i bæredygtighedens tegn”.
Paneldebat
Under dagens paneldebat vil vi diskutere muligheden for at opnå den gode byggeproces med fokus på bæredygtighed i byggeriet. Debatten tager udgangspunkt i dagens hovedtema: ”Byg rigtigt – i bæredygtighedens tegn”, hvor aktører fra byggebranchen vil komme med deres bud på “Do’s & Dont’s” ud fra konkrete eksempler, og moderator Lars Gunarsen, Professor, BUILD AAU hjælper panelet med at kigge på, hvor i processen eventuelle problemstillinger dukker op.
Deltagerne i panelet har blandt andet fået stillet til opgave at besvare spørgsmålene:
- Som bygherre: Hvordan sikrer vi, at budgetter ikke bliver overskredet, og at vi som bygherre får det vi har bedt om i udbuddet?
- Som arkitekt: Hvordan opnår vi et bæredygtigt byggeri, som indtænker indeklima og energioptimering – og med plads til de tekniske installationer?
- Som rådgivende ingeniør: Det gældende bygningsreglement er baseret på funktionsudbud – er det hensigtsmæssigt?
- Som entreprenør: Kan man agere bæredygtigt som entreprenør, og udnyttes erfaringer og kompetencer i forhold til bygbarhed?
Spor-indlæg
I konferenceprogrammet er der planlagt spor-indlæg, hvor du kan overhøre præcis de indlæg, der er relevante for dig. Her har vi inviteret tekniske specialister ind for at give dig seneste nyt inden for:
- Ventilation, indeklima & lys
- Vand, varme & køl
- Energi, drift & grønne løsninger
Du kan læse mere og tilmelde dig på dette link