Global Gravity bliver dansk partner for australske Verton, der har udviklet en løsning, som fjerner behovet for styreliner ved tunge kranløft. Som led i aftalen skal Verton samtidig introducere det australske marked for Global Gravitys patenterede Tube Lock-system til håndtering af borerør.
En fjernbetjent, elektromekanisk løftebjælke til tunge kranløft introduceres nu på det danske marked. Global Gravity har indgået en partnerskabsaftale med australske Verton, som gør Esbjerg-virksomheden til eneforhandler af Vertons revolutionerende løfteteknologi i Danmark.
Verton forbedrer sikkerheden og produktiviteten ved kranløft med et system, hvor én person alene kan håndtere selv meget tunge løft. Dermed undgås manuel håndtering med styreliner. Everest, som løftebjælken hedder, anvendes allerede af flere store internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Blandt disse er MHI Vestas, som for nylig har indledt samarbejde med Verton for at forbedre sikkerheden ved løfteopgaver på offshore vindplatforme.
Samlet løsning øger sikkerheden
Netop vindindustrien, offshore såvel som onshore, vil sammen med de danske byggepladser være i fokus, når Global Gravity i de kommende måneder skal introducere Vertons løftebjælker. Men på lidt længere sigt, når Verton opnår de nødvendige godkendelser, ser Global Gravity et stort potentiale i at udbrede løsningen til olieindustrien.
Global Gravity står i forvejen bag det patenterede TubeLock-system til transport og håndtering af borerør og samarbejder med en række af de helt store olieselskaber. Med Vertons produkter i porteføljen er hensigten at tilbyde TubeLock-kunderne en samlet løsning, som gør håndtering og transport af rør endnu mere sikker og effektiv.
– Langt de fleste kranulykker rammer de personer, der er tæt på lasten. Derfor er Vertons løftebjælke en enorm forbedring af sikkerheden ved tunge løft. Det gælder ikke mindst offshore, hvor manglen på plads er en af de største udfordringer. Her kan vi i fællesskab fjerne en stor del af den manuelle håndtering og dermed øge sikkerheden, siger Kenneth Hagelskjær, CEO i Global Gravity.
Et kæmpe potentiale
Kenneth Hagelskjær er oprindeligt uddannet klejnsmed og har ved selvsyn oplevet, hvad et vildfarent borerør kan forårsage af skade på mennesker og materiel. Uheld sker, fordi de tonstunge rør traditionelt bundtes med stålwirer og kræver mange manuelle løft undervejs. Hos Global Gravity fikseres borerørene i de pladsbesparende TubeLock-moduler inden afsendelse, og det patenterede design gør, at rørene kan håndteres ét ad gangen ude på platformen. Når TubeLock kombineres med Vertons løftebjælke, reduceres manuel håndtering til et minimum, hvilket effektiviserer hele processen betragteligt.
– Vi har længe arbejdet på at udvide vores sortiment, og Verton er et rigtig godt match for os. Vi ser et kæmpe potentiale i at kombinere de to teknologier, fordi det gør håndteringen af borerør mere sikker, effektiv og pladsbesparende. Samtidig er det for os en vej ind på det australske offshore-marked, som vi har store forventninger til, siger Kenneth Hagelskjær.
Partnerskabet med Verton kommer på et tidspunkt, hvor interessen for TubeLock er støt stigende. Global Gravity har netop lukket en aftale med en ny stor kunde i Qatar og investerer lige nu kraftigt i at udvide kapaciteten af TubeLock-moduler, som udelukkende anvendes til udlejning. Kenneth Hagelskjær forventer at runde 2.000 enheder inden næste sommer, hvilket vil betyde, at Global Gravity på et givent tidspunkt kan facilitere transport og lagerføring af op til 20.000 rør. Det er mere end en femdobling på bare fire år.
Om Global Gravity
Global Gravity er etableret i 2010 i Esbjerg og er specialiseret i transport af borerør til olieindustrien. Virksomheden står bag det patenterede system, Tube Lock, som er verdens første ”Tubular Transport Running System” (TTRS). Med TubeLock varetager Global Gravity den samlede håndtering og transport af borerør fra lagerplads, over kaj til skib og videre til borerig. Det forbedrer sikkerheden og effektiviteten for olieselskaberne. Undersøgelser viser, at kunderne sparer 18 % af tiden på den samlede håndteringsproces. Samtidig bruger de 60 % mindre plads og halverer mængden af håndteringer ude på platformen. Mere om Global Gravity: https://www.globalgravity.dk
Link til fotos
https://we.tl/t-DI0cd4zc42
Forslag til billedtekster
Global Gravity1+2: Global Gravity står i forvejen bag det patenterede TubeLock-system til transport og håndtering af borerør. Med Vertons produkter i porteføljen tilbydes kunderne en samlet løsning, som gør håndtering og transport af rør endnu mere sikker og effektiv.
Verton1+2: Vertons elektromekanisk løftebjælke anvendes allerede af flere store internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Med Global Gravity i Esbjerg som partner, introduceres løsningen nu i Danmark, hvor særligt offshore-industrien er i fokus.
Links til video
Global Gravity intro: https://www.youtube.com/watch?v=thocHQC-oxk
Verton intro: https://vimeo.com/393844522
Presseservice: Rasmus Gregersen, Public Image, tlf.: 26 22 62 97, mail: rasmus@publicimage.dk