Siden i sommers har FRECON skabt vækst og nye forretningsmuligheder for SMV’er under initiativet genstartNU. Første kunde i ny pulje fra Industriens Fond er svejsevirksomheden WeldingDroid, som er kendt fra DR-programmet ”Løvens Hule” og har investorerne Jesper Buch og Jacob Risgaard bag sig. Op mod 100 danske SMV’er vil have fået en teknisk hjælpende hånd fra FRECON i 2021 med den nye tilskudspulje.
Initiativet ”genstartNU” blev lanceret af Industriens Fond i foråret, da coronakrisen var på sit højeste for at styrke danske SMV’ers konkurrenceevne. Som SMV indenfor teknisk rådgivning møder FRECON kunderne i øjenhøjde og har i 2020 hjulpet godt 40 danske SMV’er gennem krisen. En ny tilskudspulje muliggør, at ingeniørvirksomheden i 2021 vil have hjulpet op mod 100 SMV’er med tekniske udfordringer og innovationsprojekter.
”Vi er utroligt glade for den tillid, som Industriens Fond har vist os på dette projekt, og vi har allerede oplevet den positive effekt for mange virksomheder. De kommer mere toptunede videre og får nye muligheder indenfor rækkevidde. Derfor er vi også meget begejstrede for, at vi nu får muligheden for at tilbyde vores assistance til endnu flere,” siger Michael Elefsen, CCO i FRECON.
Selv en ”Løve” kan mærke coronakrisen: WeldingDroid vinder på samarbejdet
Jyske WeldingDroid er blandt en varieret kundeportefølje i FRECONs nye genstartNU-pulje. Virksomheden har for længst overbevist investorerne Jesper Buch og Jacob Risgaard samt danske tv-seere om, at de har skabt et produkt, der kan ændre svejseindustrien efter deres deltagelse i tv-programmet ”Løvens Hule”. WeldingDroids automatiserede svejsemaskiner kan nemlig spare smeden for ubehagelige arbejdsstillinger og samtidig 6-doble produktions-hastigheden.
Ikke desto mindre kan coronakrisen mærkes selv for dem med den gode opfindelse, og derfor gav rådgivningstimerne fra FRECON et godt indspark på rejsen mod fortsat stigende vækst.
”FRECONs dokumentation og lasteevneberegninger viste os, at vores svejsemaskine faktisk kan svejse op til 3-400 kg tungere rør end hidtil antaget. Det stiller jo vores opfindelse i en langt mere fordelagtig position og kan forhåbentlig også hjælpe os i vores salgsarbejde,” fortæller adm. direktør i WeldingDroid, Kevin Christensen.
I FRECON har opgaven for WeldingDroid været med til at skyde den nye genstartNU-pulje succesfuldt i gang.
”Med rådgivningstimerne er der ofte tale om opgaver, hvor vi kan se resultatet med det samme. SMV’erne får en meget håndgribelig løsning med på vejen, som kan styrke deres konkurrenceevne,” fortæller Michael Elefsen fra FRECON og uddyber: ”At arbejde med en investeringsdarling som WeldingDroid har i dén grad været sjovt, og vi er som Jesper Buch og Jacob Risgaard også overbeviste om, at de har fat i en fed forretningsidé med en innovativ svejsemaskine – det er godt tænkt!”