”Michael (Løve, red.) er en stor kapacitet, som vi er stolte af at kunne præsentere som OK’s nye CEO. OK er en solid virksomhed i rivende udvikling, og energimarkedet er konstant under forandring. Michael Løve har mere end overbevist os om, at han er den helt rette til at sikre en fortsat positiv udvikling for OK i en transformationstid,” siger Flemming Rasmussen.
Andelsselskabet OK har i de senere år haft betydelig vækst på stort set alle forretningsområder og lavet rekordresultater. Koncernen, som tæller flere datterselskaber, herunder cleantech-virksomheden Kamstrup, er gået ind på nye områder som varmepumpemarkedet og markedet for e-mobilitet og investerer massivt. OK kunne i januar løfte sløret for, at selskabet vil investere et milliardbeløb alene i e-mobilitet de kommende tre år.
Hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, at jobbet i OK er en ualmindelig spændende mulighed. OK står stærkt både forretnings- og værdimæssigt, men skal også finde nye veje i en energibranche under transformation, lyder det fra Michael Løve:
”Mange af de markeder, som OK arbejder på, er under forandring, og OK har en klar ambition om at være med til at skubbe til den grønne omstilling med væsentlige investeringer i fremtiden. Det skal ske samtidig med, at OK fastholder og udvikler sin stærke position som en kundeejet og sympatisk operatør af tankstationer, vaskehaller og conveniencebutikker, som typisk ligger lidt mere lokalt. Kombinationen af de to opgaver synes jeg er både meningsfuld og spændende at kaste mig over. Det glæder jeg mig meget til at gøre sammen med mine kommende kolleger,” siger Michael Løve.
”Jeg har i ansættelsesprocessen fået et indtryk af en virksomhed, som har en stærk servicekultur og en stædig tålmodighed. Samtidig viser tallene, at OK er en sund forretning, og den kombination tænker jeg er et godt udgangspunkt for en spændende rejse,” tilføjer Michael Løve.
Michael Løve har siden 2017 været CEO for Netto i Salling Group. Her har han stået i spidsen for en periode med betydelige forandringer i Nettos butikker, gode resultater, store investeringer og ekspansion i både Danmark, Polen og Tyskland.
Tidligere har Michael Løve været CEO for den største britiske byggemarkedskæde B&Q, og før det var han direktør for SuperBrugsen i Coop. Han sidder endvidere i bestyrelsen for Mekonomen, JP/Politiken og SMILfonden. Michael Løve er uddannet på DTU og har en MSc. Engineering fra 2001.
Ønsker du yderligere oplysninger om OK’s ansættelse af Michael Løve, kan du kontakte Rasmus Boserup, kommunikationschef i OK.
Mail: rabo@ok.dk
Tlf: 2213 8601