Investeringen giver den 60 mand store virksomhed mulighed for at vokse med sine kunder og ikke mindst tage del i den store vækst, der er lokalt i Sydvestjylland inden for vindenergi, olieindustrien og PtX.
“Vi får en ny vare på hylden – store modulopbyggede konstruktioner. Der bliver 13 meter under krog og en kran, der kan løfte 32 ton, hvilket man ikke kan andre steder i byen. Vi får også værkstedsfaciliteter, hvor vi kan masseproducere”, siger administrerende direktør og ejer Kenneth Hagelskjær
Første spadestik sker onsdag. Og projektet på 4.700 kvadratmeter giver underleverandøren et samlet fabriksareal i underkanten af 12.000 kvadratmeter. Det store byggeri giver to nye værkstedshaller – hvor én har 13 meter under krog – kantine og omklædningsfaciliteter, og direktøren forventer at kunne bruge produktionshallerne i slutningen af november i år.
En anden stor del af byggeprojektet er bedre og større kontorfaciliteter. I dag har virksomheden 25 funktionærer, der enten sidder i lejede lokaler eller i kontorpavilloner.
Når administrationen står indflytningsklar i april 2022, vil kapaciteten på fabrikken være udvidet til 45 kontorarbejdspladser, som giver mulighed for at få flere kompetencer inhouse.
“Vores mål er at løse opgaver, fra projekterne bliver født, til de bliver installerede. Det betyder også, at vi har en forventning om at vokse med 25 funktionærer, der primært skal beskæftige sig med ingeniøropgaver”, fortæller direktøren.
Bag beslutningen ligger et stort analysearbejde. Både i forhold til et nyt produktionsflow, men også i et stort fremtidigt potentiale.
“Med de nye faciliteter kan vi løse flaskehalse og optimere produktionen, hvilket betyder, at vi kan få flere ordrer igennem med de samme antal medarbejdere”, siger Kenneth Hagelskjær.
Flere kvadratmeter giver også plads til nyt produktionsudstyr. EMS investerer blandt andet i en stor semiautomatisk svejsecelle til rør- og beholderproduktion. Samtidig giver den større fabrik også mulighed for på sigt at tredoble antallet af timelønnede medarbejdere, der i øjeblikket er på 35 ansatte.
Esbjerg Maritime Service fik i sit seneste offentliggjorte regnskab et overskud efter skat på 2,6 millioner kroner og egenkapitalen var på omkring 14 millioner kroner.