Når vi tænder for smelteriet…

9. juni 2023
Fotokredit: Carsten Ingemann

 

Forbrug i de mængder er altid værd at gå efter i sømmene – noget, de aktuelle energipriser kun har forstærket. Blandt andet derfor engagerede BIRN sig som problemejer i Datadrevet Energiovervågning og Optimering af Industrielle Processer; et Energy Cluster Denmark-projekt under EU’s Regionalfond, hvor man gennem indsamling og analysering af data vil minimere både energiforbrug og emissioner.

Digitaliseret erfaring
I de halvanden meter dybe smelteovne hos BIRN opvarmes jernskrot med brug af induktionsspoler. Ovnene passes af smeltere; højt specialiserede fagfolk, som kan læse den glødende suppe, skrue på temperaturen, hælde mere i og fjerne slagger fra overfladen. ”Induktion virker ved magnetisme, men ved omkring 750-800 grader mister jern sin magnetiske evne,” siger Emil Brodersen: ”De dygtigste smeltere ved lige præcis, hvornår de skal sætte ind og justere temperaturen eller tilsætte mere skrot. De ved, hvordan vi undgår et flat spot, hvor vi fyrer energi af til ingen verdens nytte,” siger han.

”Det har været en øjenåbner at se, hvor meget et enkelt projekt har udviklet os. Var vi BIRN 2.0 før, så er vi BIRN 3.0 nu. Vi ser potentialer overalt”

Emil Brodersen, Energiansvarlig, BIRN

Det er den viden, der er BIRNs datagrundlag, og som man i projektet har bearbejdet, forklarer BIRNs IT-manager David Stampe Grønborg: ”Jobbet som smelter er vildt svært. En smelter med 30 års erfaring kan læse ovnen rigtigt og holde den temperatur, der sikrer et golden batch. Men det er viden, kun han har. Vores opgave er at sikre, at vi får den læring registreret, så vi kan dele den og optimere yderligere,” siger David Stampe Grønborg.

En ny tidsalder
For BIRN var målet med projektet først og fremmest at udvikle folkene; dernæst at optimere på output, økonomi og CO2-udledning. Man har fået det hele: ”Vores proof of concept handlede
egentligt om, hvorvidt man kunne indsamle data fra hovedet af folk. Kunne vi visualisere det og replicere det? Og det kunne vi. Det har været fantastisk at se, hvordan folk, som har lært af erfaringer og opbygget en kolossal viden, har taget projektet til sig. De er meget begejstrede, og projektet lever og ånder i produktionen,” siger David Stampe Grønborg. For Emil Brodersen er det oplevelsen af at gå ind i en ny tidsalder: ”Det har været en øjenåbner at se, hvor meget et enkelt projekt har udviklet os. Var vi BIRN 2.0 før, så er vi BIRN 3.0 nu. Vi ser potentialer overalt,” siger han.