De fleste oplever tidens tand. Det gælder også de havvindmøllevinger, der i stigende grad er med til at generere grønne elektroner til energisystemet.
I dag inspiceres skader, der fx opstår på grund af påvirkning fra regndråber, manuelt af mandskab, der sendes ud til vindparkerne på havet med skib. Når inspektionen står på, stoppes møllerne, mens teknikeren ser på vingens tilstand. Det betyder, at den enkelte havvindmølle ikke kan snurre til fordel for klimaet og parkejeren.
Partnerne i innovationsprojektet AQUADA-GO arbejder på en ny teknologi, der kan automatisere inspektionerne af havvindmøllers vinger. RWE, der er en af verdens førende, grønne energiselskaber, samarbejder med forskere fra DTU Vind og Energisystemer, den danske startup-virksomhed Quali Drone og Energy Cluster Denmark, der faciliterer AQUADA-GO-projektet.
Nils Leseberg, CEO for RWE Renewables Denmark, siger:
”Som en førende operator af havvindmølleparker søger RWE altid nye teknologier og løsninger, der kan øge effektiviteten og sikkerheden for vores assets, og som kan hjælpe os med at producere endnu mere grøn strøm. Vi har behov for at overvåge vingernes tilstand uden at stoppe vindmøllen, og vi skal også kunne foretage konstante, avancerede dataanalyser for bedre at forstå, hvordan vi skal organisere vedligehold og reparationer. Derfor er AQUADA-GO et vigtigt projekt, der kan gøre en række processer mere simple. Dermed kan vi øge sikkerheden for vores medarbejdere og produktionen af grøn elektricitet. Vi ser frem til at teste den innovative teknologi på den danske havvindmøllepark Rødsand 2,” siger Nils Leseberg.
AQUADA-GO har modtaget støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og løber frem til 2025. Partnerne har allerede udviklet nye algoritmer, der kan hjælpe dronen med at identificere skaderne på vingernes overflader – og også potentielle frakturer under. Dronen udstyres med et termisk kamera, der kan scanne lagene under overfladen for skader, hvilket ikke er muligt med den manuelle inspektion, som branchen bruger i dag.
”For os handler projektet om at ændre hele opfattelsen af, hvordan man inspicerer vindmøllevinger. Vi forventer, at den kunstige intelligens og droner kan spare møllerne for driftstop, så inspektionen kan ske helt automatiseret. Det betyder mere grøn strøm til gavn for klimaet og færre miljøbelastende skibe med teknikere, der skal sejles ud. Det er en kompleks opgave, men vi forventer at løse den i projektet, og vi fornemmer, at efterspørgslen efter vores koncept er meget stor,” siger Jesper Smit, CEO i Quali Drone, der leverer drone-hardwaren i innovationsprojektet.
Næste skridt er at teste droneteknologien på land, så det kan bevises, at dronerne selv kan følge vingerne rundt, mens de roterer. Derefter skal teknologien testes offshore i havvindmølleparken Rødsand 2. RWE har været operatør på Rødsand 2, der er placeret ud for Lolland, siden 2010.
Idéen til projektet er blandt andet opstået hos DTU Vind og Energisystemer, der allerede har udgivet videnskabelige artikler om den såkaldte AQUADA-teknologi. GO’et i projekttitlen er tilføjet, da partnerne nu er klar til at slippe arbejdet fra laboratoriet på DTU løs i det miljø, industrien opererer i.
”Vi har allerede behandlet en masse data fra projektpartnerne – og kommer til at se på endnu mere, når vi får mulighed for at teste teknologien på rigtige vindmøllevinger. I dette projekt udvikler vi cutting-edge deep learning-algoritmer og computer vision-teknologi i samspil med vores indgående viden om vingeskader, baseret på termomekanisk modellering. Vi forventer, at projektet vil gøre en kæmpe forskel for industrien; fx vil vi kunne spare mindst 50 procent af omkostningerne ved inspektioner fremover. Det her kommer til at skabe markante CO2-reduktioner for vindindustriens arbejde med inspektioner og vil samtidig generere forretning for parkejerne og Quali Drone, der kommercialiserer løsningen. Vi er stolte af at se, at vores forskning kan gøre en reel forskel – og vi ser frem til det videre innovationssamarbejde med partnerne,” siger Xiao Chen, Associate Professor ved DTU Vind og Energissystemer og teknisk projektleder i AQUADA-GO-innovationsprojektet.
AQUADA-GO har et samlet budget på 17 mio. kroner og løber fra 2022 til august 2025. Partnerne er RWE, DTU Vind og Energisystemer, Quali Drone og Energy Cluster Denmark, og innovationsprojektet har modtaget 7,3 mio. kroner i støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).