Brintproduktion ved elektrolyse danner en blanding af brint- og iltgasser, som kan udgøre en sikkerhedstrussel for både udstyr og personale. Gaskoncentrationerne skal derfor overvåges, så der hurtigt kan lukkes ned for produktionen, hvis grænseværdierne bliver overskredet.
Den overvågning handler innovationsprojektet SafePTX om.
”Vi udvikler og producerer elektrolyseanlæg, hvor vi spalter vand til brint og ilt ved elektrisk energi. Ved brug af vedvarende energi kan brinten omdannes til grøn ammoniak, metanol, metan eller andre brændstoffer – hvor vi laver målinger og efterlever krav om høj sikkerhed,” fortæller Anders Rønne Rasmussen, R&D Manager hos Green Hydrogen Systems.
Virksomheden er såkaldt problemejer i SafePTX-projektet, der også involverer Dansk Gasteknisk Center, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og teknologivirksomheden SulfiLogger.
”Vi vil gerne producere mest muligt grøn brint fra den vedvarende energi og samtidig sikre et fokus på pris og kvalitet. Vores anlæg har allerede i dag en sikkerhedssensor, men vi er interesserede i at gøre den bedre: Kan sensoren laves mere robust, og kan man lave en, der har mindre behov for kalibrering,” siger Anders Rønne Rasmussen.
Ifølge Søren Porsgaard, CEO i SulfiLogger, ligner brintindustrien vindbranchen på flere måder. Produkter og processer skal ned i pris, op i skala – og så er sikkerhed i højsædet.
”Vi har igennem flere år arbejdet på en robust sensor til svovlbrinte, som er brugt i kloakker, offshore og til biogas. Vi har nu fokus på Power-to-X-industrien, hvor vores teknologi kan bruges på ny,” siger Søren Porsgaard og fortsætter:
”Markedet for sensorer er på mange milliarder euro årligt, og alle politiske forudsætninger siger, at brint-teknologi skal mangedobles. Derfor er det et interessant domæne for os at arbejde med. Som teknologileverandør har vi allerede en fornuftig forretning indenfor to år. Vi kan nemlig sælge til pilotanlæg,” siger Søren Porsgaard.
Hos Dansk Gasteknisk Center har man siden 1980’erne arbejdet med håndtering af gasser.
”Vores rolle i innovationsprojektet handler om at finde ud af, hvad SulfiLogger vil med deres sensor, og ud fra dette hjælpe med at finde ud af, hvilke direktiver, forordninger og standarder der skal i anvendelse for at reglerne bliver overholdt i forhold til anvendelsen af det endelige produkt,” siger Jytte Skytte, projektleder ved Dansk Gasteknisk Center.
Innovationsprojektet er fundraiset i samarbejde med Energy Cluster Denmark og klyngeorganisationen faciliterer og administrerer også projektet i tæt samarbejde med partnerne.
”Brintbranchen er en ny, spirende industri i Danmark, og en afgørende brik i fremtidens energisystem. Derfor er det positivt at se, at hele værdikæden samarbejder om at udvikle og tilpasse nye løsninger som den aktuelle sensor, som i sidste ende gør den danske brintindustri mere konkurrencedygtig,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Netop samarbejdet er et plus for Green Hydrogen Systems:
”SulfiLogger er en potentiel leverandør til os og hele brintteknologiindustrien – og vi vil gerne være med til at udvikle alle vores leverandører. Vi drømmer om en sensor, der er skræddersyet til vores behov – og projektet tillader, at vi kan påvirke produktet,” siger Anders Rønne Rasmussen.
Innovationsprojektet SafePTX er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 5,24 mio. kroner og løber til udgangen af 2023.
Dette kan du læse meget mere om i årets Energy Tech, som lanceres til Energy Cluster Denmarks årsmøde d.5 maj.