Ny stærk bestyrelse har ambitioner for Energy Cluster Denmark

2. oktober 2020

”Med Energy Cluster Denmark favner vi hele energisystemet. Det er der brug for”, vurderer klyngeorganisationens nyvalgte bestyrelse.

På torsdagens generalforsamling i Energy Cluster Denmark blev den endelige bestyrelse i den nye klyngeorganisation konstitueret.

Klyngeorganisationen samler hele innovationsindsatsen på tværs af energiområdet, og den nye bestyrelse understreger industriens store opbakning. Energy Cluster Denmark skal arbejde med energiinnovation fra produktion til forbrug, og det er en bestyrelse med stærk repræsentation fra hele energisystemet garant for.

Det er netop innovationsarbejdet set fra et samlet energisystem, der gør klyngens arbejde relevant og vigtigt. Det vurderer Torben Funder-Kristensen, Head of Public and Industry Affairs at Danfoss Cooling Segment og bestyrelsesmedlem:

”Vi har med Energy Cluster Denmark skabt en dansk klynge, som favner alt fra energiskabelse til energiforbrug og betragter det som et samlet energisystem. Det har vi ikke haft før, og det er specielt vigtigt netop nu for den grønne omstilling. Den kan ikke gennemføres, uden at vi sektorkobler skabelsen af energi og forbruget af energi og alt ind i mellem”, siger Torben Funder-Kristensen.

Det er ikke mindst systemtankegangen, som er baggrunden for, at industrien nu har formet en ny klynge. Bestyrelsesformand Peder Østermark Andreasen understreger, at de næste skridt i omstillingen kræver, at man henter synergi på tværs:

”Vi har nået en 70 procent andel af vedvarende energi i energisystemet med hårdt arbejde, men de sidste 30 procent kræver endnu mere af os. Vi skal være gode, og vi skal især være gode sammen. Når vi forener kræfterne og skaber efterspurgt innovation med en samlet dansk energiindustri, så kan vi løse vores fælles klimaudfordring”, siger Peder Østermark Andreasen.


Forbinde behov og innovation
Det er også den ambition, der driver bestyrelsesmedlem Torben Hvid Larsen, Chief Technology Officer, MHI Vestas Offshore Wind. Han siger, at sektoren skal tage fælles ansvar for at nå klimamålet om 70 procents reduktion i 2050.

”Det er en stor opgave, som kræver, at vi finder løsninger på tværs. Vi kan ikke nå i mål som isoleret industri. Vi skal samarbejde mellem industrier og universiteter på tværs af de forskellige energikilder for at nå i mål. Her er det Energy Cluster Denmarks opgave at være limen og bindeleddet, som samler sektorerne”, vurderer Torben Hvid Larsen.

Bestyrelsesmedlem Lars Bonderup Bjørn, CEO i EWII, deler opfattelsen af klyngens rolle som et vigtigt bindeled mellem industriens efterspørgsel og innovative virksomheder:

”Tyngden i klyngen er ved de store virksomheder, men innovationskraften og meget af det teknologisk udviklende sker i iværksættermiljøer og ved folk uden det tunge bureaukrati. Vi skal skabe mulighederne for de innovative, så vi ikke bare følger de store og forlænger verden med gulvbrædder – heri har Energy Cluster Denmark en vigtig rolle”, siger Lars Bonderup Bjørn.

Den nye klyngeorganisation har været en realitet siden 1. juli, og bestyrelsen tegner en organisation, som har cirka 400 medlemmer og en projektportefølje på 800 mio. kroner. CEO i Energy Cluster Denmark Glenda Napier glæder sig over at have fået en slagkraftig bestyrelse:

”Vi har en vigtig opgave, og vi har et stort ansvar. Det er dejligt at mærke, at vi også har en samlet industris mandat til at løfte den”, siger hun.

Bestyrelsen i Energy Cluster Denmark består af: 

  • Peder Østermark Andreasen, bestyrelsesformand
  • Torben Hvid Larsen, MHI Vestas, næstformand
  • Torben Funder-Kristensen, Danfoss, næstformand
  • Ole Hansen, Total, næstformand
  • Sten Arendt Stoltze, Ørsted
  • Peter Weinreich Jensen, Siemens Energy
  • Ole Hvelplund, Nature Energy Biogas
  • Bo Svoldgaard, Vestas Wind Systems
  • Per Hessellund Lauritsen, Siemens Gamesa Renewable Energy
  • Lars Bonderup Bjørn, EWII
  • Mogens Tyllesen, Semco Maritime
  • Jens Roedsted, FORCE Technology
  • Jakob Stoustrup, AAU
  • Marianne Thellersen, DTU
  • Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune
  • Niels Axel Nielsen
  • Peter Rindebæk, Bladt Industries A/S
  • Michael Alstrøm, Lundgrens
  • Daniel Lux, Seluxit A/S
  • Niels-Arne Baden, Green Hydrogen Systems
  • Anders Røpke, Wind Power LAB
  • Majbrit Høyer, WorldPower Consulting

Læs mere:
Energi Watch: “Ny energiklynge samler et all star-hold.”