Optimeret brug af kemikalier letter både miljøaftryk og omkostninger

15. maj 2023

Innovationsprojekt sparer både penge og miljøbelastning ved olie- og gasproduktion. ”Projektet kombinerer det bedste fra to verdner”, siger partner.

Svovlbrinte er en del af pakken, når man producerer olie- og gas i Nordsøen.

Men: Specielt velkommen er den ikke.

Svovlbrinte fra undergrunden er både en korrosiv gæst i rørene og en letantændelig og særdeles giftig gas at håndtere.

Da man hverken vil have svovlbrinte i rørene eller med på land, tilsætter operatørerne H2S-scavengers i processen. Scavengers fjerner svovlbrinten, men efterlader i stedet aflejringer i rørene, hvilket kræver vedligeholdelse – og scavengers er i sig selv både dyrt og miljøbelastende.

For at undgå de øgede vedligeholdelsesomkostninger, spare udgifter til den tilsatte kemi og ikke mindst reducere omkostningerne for miljøet ved brugen har en partnerkreds formuleret innovationsprojektet SCAVOP, som slår alle tre fluer med et smæk.

”Man bruger store ressourcer på H₂S-scavengers, hvor MEA Triazin er det mest anvendte, og der kan være både økonomiske og miljømæssige gevinster ved at optimere processen for H₂S-rensningen. De muligheder har vi undersøgt i SCAVOP-projektet,” siger Marco Maschietti, Ph.d. og lektor, Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet.

Mere præcist billede sparer kemi

SCAVenger OPtimization (SCAVOP)-projektet, som er gennemført med støtte fra EUDP, har formuleret nye anbefalinger for brugen af de miljø- og omkostningstunge kemikalier. Partnerne har udviklet en simulationsmodel for, hvordan operatører i olie- og gasindustrien kan optimere tilsætningen af H2S-scavenger. Med modellen får producenterne et præcist billede af, hvordan H2S-scavenger fjerner H2S i gas fra undergrunden, når den når topside.

Det gør det muligt at optimere tilsætning af H2S-scavengers i olie- og gasproduktionen, så forbruget af de miljø- og omkostningstunge kemikalier kan reduceres i olie- og gasindustrien.

”Projektet kombinerer det bedste fra to verdner,” siger Anders Andreasen, Head of Department, Ramboll:

”Det reducerer de økonomiske udgifter til kemiinjektion, og det reducerer den miljømæssige belastning. Det er et godt eksempel på, hvordan disse projekter bringer værdi”, siger han.

Partnere:

Crossbridge Energy
TotalEnergies Danmark
Aalborg Universitet
Rambøll Danmark
Mouritsen
Energy Cluster Denmark

Projektperiode:

Maj 2019 – december 2022

Budget:

Ca. 7,3 mio. kr. i samlet budget. Innovationsprojektet er støttet af EUDP.