Forstudie for TDU-center for Grøn energi og sektorkobling i Sydjylland

Udfordring
På kort tid skal samfundet gøres klimaneutralt. Samtidig øges presset for at skabe et mere bæredygtigt samfund med fokus på cirkulær brug af ressourcer og mangfoldighed i naturen. Til det kan vi tilføje stigende usikkerhed og kompleksitet.

Klimaforandringer, ressourceknaphed og geopolitiske konflikter kræver mere innovation baseret på ny viden og teknologi.

Viden og teknologi inden for grøn energi og sektorkobling skal udvikles, demonstreres og bringes i anvendelse for at imødekomme de udfordringer, vi står overfor. Her spiller test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU) en afgørende rolle. Men i Danmark mangler vi tidssvarende TDU-faciliteter, som understøtter innovation, godkendelse af og træning i nye løsninger.

Partnerne har en ambition om at sikre erhvervslivet i Sydjylland og resten af Danmark adgang til de rette faciliteter, så vi fremskynder innovation og sikrer, at de nye teknologier bliver sikre, effektive og skalerbare. Det skal sikre investeringer og tillid fra virksomheder, investorer, myndigheder og akademiske institutioner.

Men de teknologiske usikkerheder er stadig store og det er svært at forudsige, hvilke teknologier der bliver kommercielt attraktive – og dermed også hvilke teknologier der er behov for at udvikle og teste. Samtidig er markederne for de nye teknologier ofte ikke skabt endnu. Det betyder, at markedet for udvikling og udbud af TDU-faciliteter er meget usikkert. Da etablering af TDU-faciliteter samtidig er dyrt, er det forbundet med store finansielle risici at investere i.

Løsning
Mange forskellige typer af faciliteter kan være i spil. Den teknologiske udvikling taler for hybridfaciliteter, som blander fysiske test med virtuel simulering. De meget forskellige tekniske egenskaber af fx ammoniak, metanol, brint og eventuelt også litium-ionbatterier, som skal anvendes mange steder i samfundet, bringer mange use cases i spil til testfaciliteter.

Forventet resultat/effekt
Projektet skal nedbringe usikkerheden og de finansielle risici ved at investere i TDU-faciliteter. Det skal ske gennem et forstudie.

Projektets partnere vil kortlægge behov, analysere kapabilitetskrav, undersøge governance og partnerskabsmodeller og finansieringsmuligheder. Det vil ske i samspil med mulige kunder og brugere, fx virksomheder, videninstitutioner, myndigheder og fonde. Det skal sikre et stærkt fundament for investeringer i – og skabelsen af – et TDU-center for grøn energi og sektorkobling i Sydjylland.

Problemejer:

  • Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut

Problemløsere:

  • Force Technology

Finansieret af

EU-logo, dansk

Fakta

Start: 24. august 2023

Slut: 31. august 2026

Totalbudget: 2.275.000,00 kr.

Kontaktperson

Lau Holm Albertsen

Lau Holm Albertsen
Project Manager
Tlf: +45 3152 0526
E-mail