Power2NextTest – Dynamisk brudmekanisk test i brint

Udfordring:
Brint er en essentiel del af den grønne omstilling, men der er store udfordringer ved håndtering af brint når udstyr og komponenter designes. Test af materialer I realistiske miljøer er en grundforudsætning for sikker håndtering af brint.

Brint påvirker især de dynamiske egenskaber (udmattelse) af metaller, såvel som for andre materialer, og stort set alle komponenter i brintholdige miljøer er påvirket af cykliske belastninger – bølgelaster offshore, temperaturvariationer, vibrationer fra maskiner, trykvariationer i f.eks. rørledninger, som forventes at øges når decentrale elektrolyseanlæg kobles på, og al anden infrastruktur. Trykvariationer og effekten på brintskørhed diskuteres i mange relevante fora, da der mangler data på området. Her risikerer man at være for konservativ I designfasen, fordi der ikke eksisterer tilstrækkeligt med data, og et overforbrug af materialer kunne potentielt undgås.

Løsning:

FORCE Technology vil etablere den første testopstilling til dynamisk brudmekanisk test i brint i Danmark. Som en del af Testcenter for Brintteknologi I samarbejde med DGC, er de allerede er i færd med at udvide eksisterende testfaciliteter til at håndtere brint. En testopstilling til statisk belastning af emner I brintatmosfære under tryk er planlagt, men den dynamiske påvirkning I brintatmosfære er yderst vigtig også at have med i en samlet evaluering af en materialeløsning. Det er denne facilitet, der ønskes støttet gennem nærværende ansøgning.

Effekt:

En testfacilitet til brudmekanisk test i brint med dynamiske laster i Danmark, vil bidrage til Danmarks fortsatte førerposition i den grønne omstilling. Uden den, er det svært at nå i mål med proof-of-concept på fremtidens materialeløsninger. Der er lige nu flere års ventetid på lignende testfaciliteter i Europa, så Danmark har en fordel i at kunne teste nationalt og beholde viden og kompetencer indenfor landets grænser.

Partner

FORCE Technology

Finansieret af

Kontaktperson

Hans Jørgen Brodersen

Hans Jørgen Brodersen
Senior Project Manager
Tlf: +45 2688 0228
E-mail