Sektorkobling Syddanmark

Udfordring
Europas lande skal reducere deres samlede udledning af klimagasser med 40% i 2030.

I Danmark er målet en 70  procents reduktion i forhold til 1990-niveau allerede i 2030 – dette kalder mere end noget andet på effektiv planlægning, herunder analysemodeller og metoder som sikrer, at der fokuseres på værdiskabelse og synergi imellem de forskellige energisektorer, herunder værktøjer som et objektivt og kommercielt grundlag, der kan anvendes lokalt, regionalt og nationalt til screening af sektorkoblingspotentiale og brobygning mellem de mange offentlige og private aktører, som lige nu står overfor en enorm opgave med at bygge fremtidens omkostningseffektive energiinfrastruktur.

Der har i mange år været et primært fokus på elsektoren, og omstillingen heraf til vedvarende energi, hvilket har medført, at over 50 procent af strømmen i dag produceres som vedvarende energi, hvor udfordringer ses i transport- og landbrugssektoren.

I transportsektoren ses der en stigning af elbiler og dermed en elektrificering af den lette transport. Elektrificering anses dog ikke for at være den mest omkostningseffektive løsning, når også den maritime sektor, tung landtransport og luftfart i de kommende år skal omstilles. For at imødekomme denne udfordring investeres der i større grad i Power-to-X som er bindeleddet mellem transport- og elsektoren. Power-to-X binder også varme- og kølesektoren sammen.

Med Power-to-X kan el (power) konverteres til alt (x), og der er mulighed for at producere grønt flybrændstof, grøn metan som kan bruges i gasnettet eller grøn ammoniak, som kan anvendes i maritim transport og i landbrugssektoren.

Løsning
Der findes en række muligheder for at producere grønne brændstoffer, som kan anvendes til at imødekomme et behov, hvor en direkte elektrificering ikke er mulig. Når sektorer på tværs udnytter energi, opnås sektorkobling, og der findes heri en række synergier som samfundet kan drage fordel af.

Nogle af de umiddelbare fordele ved sektorkobling er øget energieffektivitet, reduktion af CO2-ækvivalenter og øget fleksibilitet i vores fælles energiinfrastrukturer. Ydermere øger sektorkobling det vedvarende energisystems robusthed og forsyningssikkerhed betragteligt. Der er således mange fordele ved sektorkobling som skal undersøges og værdisættes – og der vil i sådan en undersøgelse findes positive og negative eksternaliteter, som har en påvirkning på samfundsøkonomien.

Dette projekt lægger op til at vi sætter turbo på metodeudvikling og de forretningsmodeller, som er nødvendige for at foretage de rigtige investeringer i fremtidens energisystem, både for industrien og for samfundet.

Forventet resultat/effekt
Projektet Sektorkobling Syddanmark har til formål at udvikle et beslutningsstøtte-, analyse- og screeningsværktøj til værdisætning af sektorkoblingsprojekter baseret på aktørscreening, energistrømanalyser og barriere-analyse, med hovedfokus på sektorkobling i Esbjerg kommune. Sektorkobling i Esbjerg omhandler investeringsbeslutninger i den private og offentlige energisektor. Analysen af sektorkobling undersøger balancen mellem hvile-i-sig-selv-økonomi og den kommercielle, private sektor.

Der ses umiddelbart synergi mellem private aktører, som ønsker at bygge faciliteter til Power-to-X og forsyningsselskaber som DinForsyning, der skal forsøge at udnytte og tilpasse energisystemet til nye store aktører.

Sektorkobling forgrener sig mellem el, varme, køling, transport og landbrugssektoren i dette system. Det er projekts hovedfokus at undersøge synergierne mellem disse sektorer og indflydelsen, som sektorkobling har for en investeringsbeslutning.

Projektet har ydermere et bredere nationalt fokus og skal være med til at omstille og løse de udfordringer, industrien står overfor i hele Danmark og potentielt også i udlandet. Modellen udvikles, så den potentielt kan anvendes i andre projekter, fx i Skive, Aalborg, Fredericia og flere andre steder.

Formålet med de metoder og beregningsmodeller, som udvikles i projektet, er at værdisætte sektorkobling, både samlet i det afgrænsede projekt og for hver enkel aktør i projektet. Denne værdisætning skal anvendes til at differentiere forskellige projekters værdiskabelse og dermed skabe grundlag for finansielle beslutninger såvel som planlægning.

Problemejer

  • DinForsyning

Problemløsere

  • Devcco
  • Syddansk Universitet

Finansieret af

EU-logo, dansk

Fakta

Projektstart: 1. september 2023

Færdigt: 31. august 2026

Totalbudget: 4.602.935,00 kr.

Kontaktperson

Lau Holm Albertsen

Lau Holm Albertsen
Project Manager
Tlf: +45 3152 0526
E-mail