”Pyrolysens version 2.0. Eller pyrolyse på speed.”
Jens Henrik Haahr har flere bud på, hvad det nye teknologiske samarbejde fra innovationsprojektet WaveFuels skal munde ud i.
Som CEO i virksomheden Organic Fuel Technology har han i de sidste fem år oplevet, hvordan arbejdet med at udvikle en teknologisk patenteret løsning, der med et elektromagnetisk bølgelængdefelt – såkaldt mikrobølge-cracking – for alvor har båret frugt. Teknologien kan omdanne organisk materiale til grønne produkter og har et stort potentiale.
”Slutproduktet fra vores proces ligner den, man kender fra pyrolyse; grønne brændsler som bioolie og også biokul, der kan lagre CO2. Vores teknologi er dog alligevel meget anderledes. Ved traditionel pyrolyse varmer man organisk masse op til mellem 400-600 grader og nogle gange højere end det. Vi opererer ved lavere temperaturer; 325-350 grader. Og vi fodrer vores proces med el. Det er alt i alt energieffektivt, sikkert og kvalificerende for slutprodukterne,” siger Jens Henrik Haahr.
Over de næste 18 måneder skal han, sammen med partnerne i WaveFuels, færdiggøre et fuldskaladesign af et mikrobølgeanlæg til processering af spildevandsslam. I forlængelse af projektperioden skal anlægget opføres i den cirkulære industripark GreenLab i Skive. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og bliver faciliteret af den nationale klynge for energisektoren, Energy Cluster Denmark.
Organic Fuel Technology leverer nøgleteknologien i WaveFuels-projektet og suppleres af Topsoe, EUROmilling og Aarhus Universitet. Topsoe skal se på opgradering af olieproduktet fra cracking-processen, forskerne fra Aarhus Universitet skal blandt andet optimere procesparametre, og EUROmilling, der er eksperter i at blande, transportere og opmagasinere produkter som dem, der
er fokus på i innovationsprojektet, ser på måden, hvorpå man indfører biomasse til det kommende anlæg.
”Vores virksomhed er drevet af ingeniører, og det afspejler sig i, at vi gerne vil være innovative. Kommer nogen og spørger, om vi kan løse en udfordring, siger vi: Det har vi ikke prøvet før, men det vil vi gerne forsøge. Det er også det, vi prøver i WaveFuels – at implementere den grønne løsning – og at skabe spændende grønne teknologier. Det er vejen frem,” siger Alexander F. T. Bagge, CEO i EUROMilling.
Frem mod udgangen af 2023 skal partnerne i WaveFuels blandt andet færdigudvikle designet af det kommende fuldskalaanlæg. I 2024 gælder det særligt arbejde med dokumentationskrav. Forventningen er, at fuldskalaanlægget skal bygges i løbet af 2025, og at det på sigt skal kunne håndtere mere end 10.000 tons spildevandsslam per år.
”Et enkelt WaveFuels-anlæg estimeres til at få en positiv CO2-effekt på cirka 4.000 ton per år ved at levere grønt brændstof, der kan afsættes til transportsektoren, og gennem produktion af biokul, der på én gang kan lagre CO2og forbedre jordkvaliteten i landbruget. Innovationsprojektet er samlet set et godt eksempel på at samarbejde mellem store industriaktører, mindre, teknologitunge virksomheder og forskningen kan flytte os tættere på kommercielle produkter, der gør en klimaforskel,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Organic Fuel Technology forventer i 2035 at have opført 30 WaveFuels-anlæg i Europa, hvis det første fuldskalaanlæg indfrier de forventninger, partnerne i innovationsprojektet har.
”Går alt, som det skal, vil vi kunne levere op imod 500 anlæg globalt frem mod 2050. Forudsætningen er naturligvis et velfungerende og konkurrencedygtigt anlæg i Skive. Når det er på plads, forventer vi et meget stort markedspotentiale. Teknologien er ikke bundet til Danmark og spildevandssektoren – på sigt vil vi også kunne arbejde med biomasse fra landbruget, så perspektivet er stort,” siger Jens Henrik Haahr.
WaveFuels begyndte i august 2023 og slutter i december 2024. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 6,4 mio. kroner. Det samlede budget for projektet er på 10 mio. kroner. Partnerkredsen består af: Organic Fuel Technology, Aarhus Universitet, EUROmilling og Topsoe. Energy Cluster Denmark faciliterer innovationsprojektet.
Læs mere om WaveFuels på www.energycluster.dk.
Har du spørgsmål til projektet, eller ønsker du at tale med projektets partnere? Kontakt Jonas Nørholm Larsen, Senior Communications Manager, Energy Cluster Denmark: +45 21224304 / jnl@energycluster.dk